1-1mod HIK i årets tredje træningskamp afviklet i regn og blæst

Ikke nok med at spillerne får mulighed for at lære hinanden bedre at kende på banen, så får de også mulighed for at spille under forskellige vejrforhold. Tåge mod FC Vestsjælland, sne mod FC København og i onsdagens træningskamp mod HIK – regn med kraftig sidevind.
Efter lidt over et kvarter af kampen troede HIK-spillerne, at de havde taget føringen. Bolden blev sparket på overliggeren, sprang ned på målstregen og ud i spil igen. Dernæst måtte Dannevang ned i fuld længde for at parere bolden. Returen endte så hos en HIK-spiller, som uhindret kunne sparke bolden i kassen. Imidlertid var han i offside-position, og målet blev derfor annulleret.
Brønshøj kom herefter bedre med i kampen, og godt 10 minutter før pausefløjt, blev en bold spillet ind til Aleksandar Lazarevic, som med et smart træk fuldstændig snød forsvarsspilleren. Hans forsøg på mål blev reddet af målmanden, men bolden sprang ud til Lazarevic igen, der fik ekspederet bolden hen til Oke Akpoveta, som kunne heade bolden i mål til stillingen 1-0.
I pausen kom Jesper Fleckner ind i stedet for Lars Emil Juel Andersen.
Små 10 minutter inde i 2. halvleg fik Oke Akpoveta en gylden mulighed for at score sit andet mål i kampen, da han fik en bold i dybden fra Sebastian Lassen. Målmanden var desværre hurtigt ude af sit mål, og fik reddet forsøget.
Kort efter udlignede HIK, da et indlæg endte hos den tidligere Hvidovre-spiller Alexander Green, som flot kunne flugte bolden i mål via den ene opstander. Mere blev det ikke til, og det hele sluttede derfor 1-1.
Efter HIKs mål foretog Brønshøj en del udskiftninger, hvor bl.a. Jamil Fearrington kom ind. Godt 10 minutter før tid fik Mads Nielsen comeback efter sin slemme skade, da han erstattede Sebastian Grubak. En skade han pådrog helt tilbage i september sidste år i udekampen mod HB Køge.
Næste træningskamp er på lørdag.
Startopstilling:
Nicklas Dannevang; Mads Gabel, Sebastian Grubak Salomonsen, Lars Emil Juel Andersen, Oliver Fredsted – Sebastian Lassen, Mikkel Nøhr Christensen, Nuri Mustafi, Aleksandar Lazarevic – Oke Akpoveta, Andreas Granskov
Mål:
1-0 Oke Akpoveta (33.)
1-1 Alexander Green (57.)