100-året for Haldan Rasmussens fødsel fejres i Pilegården på fredag

Halfdanskerne

 

Den 29. januar i år ville Halfdan Rasmussen være fyldt 100 år. Det fejrer den danske trio Halfdanskerne i år med showet ”Noget om en poet”. På fredag den 18. september klokken 19.30 går de på scenen i Kulturhuset Pilegården.

Showet er bygget op omkring Halfdan Rasmussen og de digtere fra hans samtid, som han påvirkede og blev påvirket af. Der er fokus på sange med tekster af den store poet, som sættes i relief af viser af Benny Andersen og Frank Jæger, og numrene knyttes sammen med morsomme og interessante historier om Halfdan, poesien, vennerne og kvinderne.

Halfdanskerne er et af de nye store navne i den danske vise og folk-verden, og selv Benny Andersen har udtrykt sin begejstring for trioen: ”At opleve mine egne såvel som Halfdans sange i en opdateret, forynget fremførelse af Halfdanskerne var en formidabel oplevelse”.

Koncerten er arrangeret af Visens Venner Brønshøj i samarbejde med Kulturhuset Pilegården. Billetter til 75 kr. købes i forsalg på www.pilegaarden.kk.dk.