Torvehallerne og Tingbjergs Kvinder holder folkekøkken søndag på torvehalspladsen

TorvehallerneSøndag 8. marts allierer Torvehallerne sig med initiativet Tingbjergs Kvinder og holder folkekøkken i den gode sags tjeneste på torvehalspladsen. Og prisen for et måltid – den bestemmer man selv.

Det er ikke hver dag, at man bliver bedt om bare at betale, hvad man vil, efter sit restaurant- eller cafébesøg. Men på søndag den 8. marts åbner Torvehallerne et folkekøkken på udendørspladsen mellem de to markedshaller, hvor prisen for et måltid netop er op til gæsterne selv.

Og når folkekøkkenet ruller ud, er det ikke bare for at lange god mad, der er til at betale over disken. Det er også for at støtte et godt formål. De penge der ryger i kassen under arrangementet, går nemlig ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps årlige landsdækkende sogneindsamling, der også finder sted søndag den 8. marts.  

TINGBJERGS KVINDER ER GASTRONOMISKE GÆSTER

I år sætter sogneindsamlingen fokus på kvinder, for den 8. marts er også kendt som ‘International Kvindedag’. I den anledning har torvets stadeholdere allieret sig med initiativet Tingbjergs Kvinder, der vil stå for en del af menuen i folkekøkkenet.   

Tingbjergs Kvinder er et socialøkonomisk erhvervsprojekt, hvor de 30 deltagende kvinder fra Tingbjergområdet i sammen laver eksotisk verdensmad til store og små arrangementer for at blive rustet til det danske arbejdsmarked.

Kvinderne som kommer fra over 10 forskellige lande, laver etnisk mad ud fra egnsretter, de har fået overleveret fra deres mødre. Og al mad bliver lavet med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer.

Derfor står menuen i folkekøkkenet på en vintergrøntsag fra vores nordlige breddegrader, som lige nu er oplagt at putte på spisebordet: knoldselleri, der også er Månedens Råvare i Torvehallerne i marts. Der vil f.eks. ryge selleripuré med pakistansk grøntsagscurry af nordiske grøntsager og rodfrugter over disken i folkekøkkenet. Torvehallerne donerer råvarerne til madlavningen, og Tingbjergs Kvinder arbejder i dagens anledning frivilligt for den gode sag.

Folkekøkkenet har åbent fra kl. 12 til 15 søndag d. 8. marts – eller til gryderne er tomme.