Invitation til fjerde Jødiske Kulturfestival ..

jøde logo

Fra i dag til 10. juni afholdes den fjerde Jødiske Kulturfestival i København. Festivalen byder gennem musik, film, billedkunst, mad, foredrag og meget mere på mange aspekter af jødisk kultur. Der er både plads til underholdning og fordybelse – til glæde og alvor. De forgangne tre år har festivalen etableret sig som en markant succes med støt stigende publikumstal.

Alle med interesse for jødisk kultur kan glæde sig til den fjerde Jødiske Kulturfestival, som i år afholdes fra den 2. til 10. juni rundt omkring i København – både hos festivalens værter, Det Jødiske Samfund i Danmark, og på Cinemateket, Grand Teatret og Dansk Jødisk Museum.

Festivalen præsenterer et unikt billede af den jødiske kultur med en række kulturbegivenheder, som er svær at finde i samme størrelsesorden andre steder. På trods af, at den jødiske befolkning i Danmark er meget lille, har festivalen alligevel udviklet sig til at være på størrelse med de øvrige store jødiske festivaler i Europa. 

Festivalen har over de forgangne tre år således haft et støt stigende publikumstal, og den fordrer intet specifikt forhåndskendskab til jødisk kultur af sine gæster.

Et alsidigt program
På festivalen kan man opleve et alsidigt program med prisbelønnede film, koncerter med musikere fra både ind- og udland inden for flere forskellige genrer, foredragsholdere, billedkunst, byvandringer og uforglemmelige kulinariske oplevelser.

Det samlede program kan ses på www.jkfestival.dk

Åbningsceremoni med prominente gæster
Den officielle åbningsceremoni finder sted den 6. juni, og her vil der være en lang række prominente gæster til stede. Formand for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, holder åbningstalen, og festivalleder, Jacob Zylber, vil ligeledes byde velkommen.

Deltagelse i festivalen er gratis for alle. Dog kræves billet til visse arrangementer og ved filmfremvisninger. Festivalpas giver adgang til samtlige koncerter. Billetter til koncerter kan købes hos Politiken Plus, Billetnet og hos DJS. Billetterne kan også købes ved dørsalg.