Steen Holkenov er død

10339739_10204212473253494_4247596869074222187_n

Steen Holkenov som vi kendte ham, når han tryllede og underholdt på sit klaver. (Foto Holger Rønnow)

Et trist budskab. Vor store lokale musiker Steen Holkenov er død i sit hjem på Brønshøj Kirkevej, 75 år gammel. Gennem årene var han en kær og elsket gæst ved adskillige lokale arrangementer, hvor han troligt og til alles glæde underholdt på sit klaver. Ikke mindst i medborgerhuset Pilegården, hvor han nærmest var fast huspianist. 

Steen Holkenov, pianist, komponist, kapelmester og akkompagnatør, læste efter sin studentereksamen til ingeniør – og for at finansiere studieudgifterne – spillede han på en lille restaurant nær Rådhuspladsen. Det varede ikke længe, inden han fik mange forskellige opgaver i TV-Byen og i Radiohuset blandt andet som fast pianist i Radioens Big Band. Dertil kom masser af studiearbejde som musiker, arrangør og kapelmester i forbindelse med film- og grammofonindspilninger. Desuden var han på turnéer i ind- og udland sammen med f.eks. Frederiks orkester. Gennem årene havde Steen Holkenov mange opgaver i revy- og teaterverdenen. Han var en flittig komponist og skrev bl.a. en mængde revymelodier, deriblandt viserne i satireprogrammet “Hov-Hov”. Men mest kendt blev han for temaet til tv-serien “Huset på Christianshavn”. I mange år virkede han som akkompagnatør for en lang række af de kendte og populære danske solister. Steen Holkenov var valgt som æresmedlem i flere organisationer, herunder i Dansk Solist-Forbund. Han var endvidere næstformand i Musikernes 100 Mands Forening 1931.

Vi kontaktede onsdag eftermiddag foreningens formand Holger Rønnow for en kommentar.

10491194_10204005137030218_4943785170076656857_n

Holger Rønnow

– Det er ganske enkelt ikke til at fatte. Vi er netop hjemkommet fra Bornholm og skulle torsdag sammen ud og se Cirkusrevyen med ham. Nu er han borte, og jeg er ikke i tvivl om, at han efterlader et kæmpe savn. Jeg har kendt ham siden tresserne, og vi kom meget sammen, sagde en tydeligt rystet formand Holger Rønnow. På sin facebook side har han skrevet nedenstående tekst:

Stoney spillede til vores bryllupsfest på Herlev Kro med over 100 gæster – på sin egen 50 års fødselsdag den 1. oktober 1988, og har iøvrigt spillet til alle vore fester lige siden. 
Nu er festen forbi, og vi siger en varm tak for musikken og vores mange hyggelige samvær gennem årene lige fra starten af 60’erne.

Det skal også lige med, at Steen Holkenov i 1968 leverede musikken og arrangementet til undertegnedes første grammofonplade. Det hyggede vi os tit over.

Æret være Steen Holkenovs minde .. 

Flemming Antony