Masser af julemusik og sang i Brønshøj Kirke i denne uge
Der er masser af musik og sang i Brønshøj Kirke i denne juleuge. Fælles for alle arrangementerne er, at der er gratis adgang. Koncerterne er i selve kirken, hvilket gør det hele endnu mere julehyggeligt – det eneste man skal være opmærksom på er tidspunkterne. Det er såkaldte seneftermiddags arrangementer, men slutter dog så tidligt, at man kan nå hjem til aftensmaden. Programmet er følgende:
Onsdag den 20 december kl. 17.30 – 18.30
Julekoncert med Børne- og Pigekoret
Et af højdepunkterne i Brønshøj Kirke Børne- og Pigekors korliv er årets julekoncert.
Denne aften er der garanti for sangglæde og julestemning, når de ca. 80 unge sangere bryder ud i julehits fra hele verden.
Kirkens to organister akkompagnerer og dirigerer korene.
Torsdag den 21. december kl. 17 – 17.30
En halv times julemusik ved organist Mads Damlund og sopran Astrid Kastensson Navarro-Alonso
Organist Mads Damlund spiller, sammen med sopran Astrid Kastensson Navarro-Alonso,en halv times julemusik, der kan give et øjebliks julefred midt i juleræset.
De to fremfører bl.a. satser fra J. S. Bachs Juleoratorium og musik over danske julesalmer.
Fra 2007-21 var Astrid Kastensson Navarro-Alonso fastansat som sanger i DR Vokalensemblet, med hvilket hun havde en omfattende turnévirksomhed over hele Danmark, såvel som i Europa, USA og Asien. Hun har medvirket i talrige TV- og radiotransmissioner og har indspillet 10+ cd’er som solist og ensemblesanger. Astrid har diplomeksamen i sang og sangpædagogik fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2002 efter studier hos bl.a. Margrete Enevold og Tove Hyldgaard. Desuden studier i taleteknik hos bla. Anna-Lena Tideman, Anne Rosing og Sten Høgel. Hun arbejder desuden som korleder og sangpædagog i Rødovre Musik- og korskole. |
Fredag den 22. december kl. 17 – 17.30
Denne eftermiddag får organist Bente Kiil Toftegaard besøg af tenor Kristoffer Emil Appel. Kristoffer er allerede kendt i Brønshøj Kirke fra sin medvirken som solist ved Pigekorets jubilæumskoncert.
I løbet af en halv time vil Bente Kiil Toftegaard og Kristoffer Emil Appel stemme tilhørernes sind til den tilstundende højtid med satser fra Händels ”Messias” og nogle af julens skønneste salmer.
Kristoffer Emil Appel er vokset op på Amager og i Vanløse.
Kristoffer er tenor og uddannet fra LaGrange College i USA, Syddansk Musikkonservatorium i Odense og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Han har både medvirket i opera og musical, men han har fortrinsvis en karriere som sanger i kor og ensembler og som solist i koncerter og oratorier. Ud over musikken er Kristoffer engageret i politik og samfund – og så er han tidligere brandmand fra Beredskabsstyrelsen Bornholm. |