Åbning af multibane i Husumparken
Fredag den 10. oktober kl.12 indvies det nye multibaneareal i Husumparken. 
Projektet består af en multibane, en kunstgræsbane og en interaktiv boldmur til gavn for både skole, boldklub og parkens øvrige brugere. 

Projektet er støttet af Nordea-fonden og DBU’s multibanepulje, Lokale & Anlægsfonden, Brønshøj-Husum lokaludvalg og Områdefornyelse Husum. 
Næstformand for Områdefornyelse Husums styregruppe Nicolaj Hvid taler ved indvielsen, og vi glæder os til at se banerne i brug.

Borgermøde om lokalplan Voldparkens Skole
Forslaget til en ny lokalplan for den tidligere Voldparkens Skole er i offentlig høring, og Københavns Kommune inviterer i den forbindelse til åbent borgermøde onsdag den 29. oktober kl.19-21 på EnergiCenter Voldparken. Det vil foregå i lokale 204 (på 2. sal). 
Lokalplanen muliggører etablering af den nye idrætshal og giver mulighed for opførelse af byggeri på arealet vest for hovedbygningen, hvor Brønshøj-Husum Lokaludvalg barsler med et naturcenter.

Har du en drøm for Husum?
Går du rundt med en drøm for Husumkvarteret? Så sæt kryds i kalenderen torsdag den 30. oktober, hvor Områdefornyelse Husum afholder Fremtidsværksted for Husum. 
I fem år har områdefornyelsen været en del af en positiv udvikling i Husum, og selvom sekretariatet lukker i 2015, er det selvfølgelig stadig relevant at tale om den videre udvikling af vores bydel. 
Alle er derfor velkomne til at dele sine drømme for Husum med os, og vi vil fortælle mere om de store planer, der er på vej for området.

FerieCamp i efterårsferien
Endnu en gang præsenterer FerieCamp et stærkt program til efterårsferien den 13.-17. oktober. EnergiCenter Voldparken og Tingbjerg Skole lægger lokaler til, men der er også fodbold i Nørrebrohallen og GPS-skattejagt og træklatring i naturen. 
FerieCamp fik forlænget bevillingen på kommunens budgetaftale for nylig, så byens politikere støtter fortsat det populære projekt i skolernes ferier, til stor glæde for områdets børn og unge.

Motionscafé og rygestop i Forebyggelsescentret
Forebyggelsescenter Vanløse-Brønshøj-Husum byder igen velkommen til spændende arrangementer. 
Besøg Motionscaféen hver onsdag kl.10.30-12, hvor du går, løber, spiller bold i det fri mm. og slutter med lidt styrkeøvelser. Efter træning kan du drikke kaffe eller te sammen med de andre.
Der er også Rygestopcafé på onsdage fra kl.16, hvor du kan få en kop kaffe og en snak om rygning.