Falch og Fleckner: - Vi er helt klar til forårets opgaver !

FODBOLD: Eftersæsonen har ikke hørt til de mest almindelige for Brønshøj, hvis vi kigger på forløbet. Det hele startede med 10 kampe uden sejr, så fulgte 10 kampe uden nederlag – og så sluttede det med to forholdsvis knebne nederlag til stærke tophold i rækken. Sæsonen blev rundet definitivt af med en pokalsejr over Skive og en kvalifikation til kvartfinalerne tidligt på foråret.

IMG_1489

Jesper Fleckner og Carit Falch giver håndslag på et lykkeligt og spændende forår for BB ..

Summa summarum – en lang og følelsesladet tur for såvel spillere, træner og supportere – men med positive tegn på en pil, der vender op ad !

2700-netavisen havde tidligere på ugen sat træner Carit Falch og anfører Jesper Fleckner stævne i kantinen på Tingbjerg Ground. Først og fremmest for at gøre en slags status over det seneste halve år i de sort/gule farver, men så sandelig også for at lodde stemningen til et forår, som bliver langt og hårdt. Desværre har BB i efteråret spillet for mange uafgjorte kampe, og da de kun giver et enkelt point hver, så giver placeringen som næstsidst i divisionen ikke det helt rette billede.

– Men vi har lært en masse allesammen, fortæller Carit Falch, mens Fleckner nikker og samtykker. – Det hele har været en lang rejse med mange bump, men heldigvis har den berømte pil hele tiden vendt den rigtige vej – op ad – omend vi har måtte væbne os med tålmodighed. Det er ikke gået så hurtigt, som vi kunne have ønsket os. Men det vigtigste på hele turen har været, at vi alle har troet på det.

– Vi har heller ikke ligefrem været forfulgt af heldet, indskyder Jesper Fleckner. – Der har været utroligt mange tætte kampe, hvor sejren ligeså godt kunne være tippet over til os. Men som Carit Falch siger, så har stemningen hele tiden været god trods modgangen. Vi har selv kunnet mærke, at vi i takt med antallet af kampe blev spillet mere og mere sammen. Og kigger man på vores resultater, så har vi faktisk kun ladet os passere en enkelt gang med mere end to mål. Og det er over hele efteråret ! AGF-kampen var undtagelsen, men der var mange faktorer, der spillede ind, og vi så jo i næstsidste kamp mod århusianerne, at vi havde lært af fejltagelserne, og spillede lige op med dem.

For mit vedkommende har det også været en kæmpe test på min psyke og debut som seniortræner, siger Carit Falch. – I den periode hvor vi spillede kamp på kamp uden en sejr, kunne jeg til min store glæde mærke, at jeg hverken gik i panik eller tabte modet. Troen på at vi nok skulle lykkes og få vendt skuden, lå dybt i mig. Her vil jeg også rose mine spillere. De har troligt givet alt, hvad de har haft i sig i hver kamp uanset modgang og skuffelser. Husk på – der var mange nye ansigter – og jeg selv var helt ny på posten. Ud fra den synsvinkel kan vi kun være stolte og tilfredse.

– Hvis nogen skulle få den tanke, at jeg på tidspunkter i efteråret skulle have fortrudt mit engagement i Brønshøj, så kan jeg helt klart sige – aldrig, pointerer Fleckner. – Jeg er meget glad for at spille i BB og føler mig hjemme og godt til rette her. Selvfølgelig har det da været lidt af en udfordring med et næsten nyt mandskab, men alle på holdet har gjort deres ypperligste, så man har faktisk kun kunnet glæde sig over hver kamp, hvor vi kunne mærke kendskabet til hinanden vokse. Og i dag er vi jo faktisk dækket godt ind på de fleste pladser – i hvert fald i forsvaret. Så får en af os en skade, er der en kompetent afløser klar. Det er en god tanke, som giver ro.

IMG_1493

Både Fleckner og Falch har allerede fået BB-ånden ind i blodet. Vi giver alt, hvad vi har i os for de sort/gule farver siger de samstemmende.

– Min ubetinget største skuffelse i efterårssæsonen var nederlaget i HB Køge, siger Carit Falch med et lille smil. – Den gjorde virkelig ondt. Det var mod min gamle klub, vi var foran 1-0 efter en god indsats, og alt lå til vores første og længe ventede sejr i turneringen. Så scorer de to mål i de sidste fire minutter, og så røg det hele på gulvet. I den kamp fik vi også debutanten Mads Nielsen sat ud af spillet. Hold da op – den gør ondt endnu ! Men læg mærke til, at vi fra den skuffelse begyndte vores stime af ubesejrede kampe. Så igen – vi har suget til os og lært af den første periode uden sejre.

– Og vi er helt klar til foråret, siger Jesper Fleckner med stor overbevisning i stemmen. – Jeg føler, vi i dag har et slagkraftigt mandskab, som kan vinde over enhver på en god dag. 

– Ja og vi har lært os, at der selvfølgelig kommer nederlag ind i mellem, tilføjer Carit Falch, – men at det ikke skal påvirke os negativt. Vi ved jo nu, hvad vi kan. Det skal alle vores dejlige supportere også være klar over. Selvom den smutter engang i mellem, så bliver vi på hesten. Troen er altafgørende her !

– Vi er meget glade for sejren i årets sidste kamp, fortsætter Fleckner – og vi glæder os helt vanvittigt til at spille kvartfinale til foråret. Godt nok er vi i fint selskab, men i pokalfodbold kan alt jo ske, så vi går på banen med en vinderindstilling, så må det briste eller bære.

– Vores forberedelser vil faktisk også være fine, siger Carit Falch. – Kort før kvartfinalen er vi på træningslejr i Spanien, og rent formmæssigt lover jeg, vi er bedre end da vi sluttede sæsonen. Efter pokalkampen starter selve foråssæsonen, og her lægger vi jo ud med Vejle og Horsens på Tingbjerg Ground. Her har vi den fordel, at spillerne allerede vil have en vigtig kamp i benene. Så jo vi kan kun være tilfredse med efteråret – alt taget i betragtning – og vi er helt klar til de opgaver, der venter i det nye år. Her vil jeg også lige rette en stor tak til supporterne, fordi de har respekteret mit største ønske, da jeg tiltrådte – om at have tålmodighed. Vi har fået lang snor – og det betyder alt !

Mens netavisens udsendte var på besøg, gjorde man klar til en formtest af hver enkelt spiller, så man kan se, hvor på skalaen de står efter den lange turnering. Det gør man, fordi Carit Falch ønsker, at alle skal have lagt mindst 10 pct. på til forårsstarten. Sådan ! Ingen hviler på laurbærrene men knokler videre. Dog ikke fra onsdag i næste uge, hvor alle går på ferie, for så at starte op den 12. januar.

Lad os runde af med at glæde os over, at Brønshøj utvivlsomt vil være en spændende og tiltrækkende klub for evt. forstærkninger i vinterpausen. Både fordi klubben er på rette vej – og så ikke mindst vil være meget i fokus til kvartfinalen i pokalen.