Aftale om ny organisering af Københavns Kommune

Nu vil politikerne have, at borgerne skal opleve, kommunen er til for dem.

             

(Foto: Københavns Kommune)
Samtlige partier og løsgængere på Københavns Rådhus er blevet enige om en række ændringer af ressortopdelingen i Københavns Kommune. Aftalen skal sikre blandt andet én samlet lettilgængelig indgang til Københavns Kommune, så kommunen bliver lettere at gå til for københavnerne.
I en fælles udtalelse siger politikerne i Borgerrepræsentationen, at kommunens service i højere grad skal tilrettelægges på borgernes præmisser, samt at københavnerne skal opleve, at kommunen er til for dem. At det er let at komme i kontakt med kommunen, og at de kan få den rette hjælp, når de har brug for den og uden at falde mellem to stole.
Med overførselssagen 2024-2025 blev der afsat en økonomisk ramme på ca. 29 millioner kroner til finansiering af ressortændringer, og arbejdet med implementering er i gang, så ændringerne kan træde i kraft 1. januar 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Det betyder blandt andet, at de nuværende 53 forskellige telefoniske borgerindgange ændres til én indgang i Københavns Borgerservice. Én lettilgængelig indgang for borgere, en samling af kommunens erhvervsindsats og en samlet hjemme- og sygepleje. Det er nogle af hovedtrækkene i en ny aftale om kommunens organisering, som en samlet Borgerrepræsentation på Københavns Rådhus netop har indgået.
I forbindelse med den nye organisering vil der ske en række ressortændringerne mellem de enkelte forvaltninger i kommunen, samt at tre forvaltninger skifter navne:

 

Teknik- og Miljøforvaltningen bliver til Klima-, Miljø-og Teknikforvaltningen.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bliver til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen bliver til Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
(Foto: Københavns Kommune)
EF