Årets store byfest i Brønshøj 2700Kulturdag løber af stablen i dag

kunstnere_collage_2015
 

Så nåede vi omsider til lørdag, og det er jo i dag, 2700Kulturdag byder på fed underholdning, madboder, grønne haveindslag og et mylder af lokale foreninger. Man kan komme og synge sort  med Chapper, klappe en høne, høre polkaprikkede rockabilly-toner, besøge et frøbombeværksted og høre den musikalske fortælling om, hvordan Karen Mukupa fik sit navn. Kort sagt – der er 2700Kulturdag på Brønshøj Torv kl. 11-17 og med fri entre.

Som altid er der noget for alle, når 2700Kulturdag løber af stablen for syvende gang denne sommer. Lokale foreninger, frivillige, kirker, klubber og kulturinstitutioner byder ind med et væld af aktiviteter, og scenen på torvet bliver indtaget af en stribe gode navne.

På scenen

Første navn på scenen er sangerinden Karen Mukupa, der fortæller musikalske historier og eventyr.

                                                   wadudu_prfoto

Historierne henter hun blandt andet fra sin barndom hos sin mormor i Zambia og fra sine mange rejser som voksen. Hør historien fra Amazonas om Curupia, junglens ånd, som er en dreng med grøn hud og ild i håret. Hør også, hvordan man fanger tre fuldvoksne elefanter, og om hvordan Mukupa fik sit navn. Wadudu, som showet hedder, betyder i øvrigt insekter på swahili. Med sig på scenen har Mukupa perkussionisten Mark Jackman, bassist Jonas Starck og korsangerinde Teresa Jackman, som fletter lækker musik ind i historierne og synger og leger med børnene.

Den musikalske stafet giver Karen Mukupa videre til Chapper, som indtager scenen med sit Jam Beat Band Show!

                                                           
                                                  chapflyvende          

Chappers jamshow er en underholdende rejse i musikkens mange funky, forrygende facetter. Publikum deltager aktivt, og lærer i løbet af showet både hvordan man laver de fedeste sange, skriver de vildeste tekster og kommer frem med de sygeste beats. Sammen med Chapper kan man høre musikerne Nikolaj Pals Frandsen på bas og Kristoffer Jul på keys. Det hele går op i en højere enhed, når de tre musikere med lidt hjælp fra publikum jammer, synger sort, gætter, laver beats og beatbox og fyrer den af.

 

Klokken 14.00 løftes sløret for, hvem der skal modtage Bydelsprisen i 2015. Prisen på 10.000 kr. går til en gruppe, klub, forening, institution, forretning eller enkeltperson, der har gjort en særlig indsats som igangsætter og inspirator, og som har bidraget til at gøre bydelen til et bedre og mere attraktiv sted at bo og færdes i.

Sidste navn på scenen kl. 15.00 er Tamra Rosanes og Rockabilly Heart, som er blevet inviteret af den lokale musikforening Music House Brønshøj.

                                           
                                               rockabilly_heart_pressefoto             

Rockabilly Heart var en af de mest spøjse musikalske nyheder sidste år, for hvem havde troet, at Danmarks ukronede country-dronning skulle hoppe på Rockabilly-toget og forene sine musikalske kræfter med Den Skaldede Kok og Morten Wittrock?

Sammen har de tre sat et forrygende show sammen, som forener den gode gamle 50’er-rock’n’roll med countrymusikken. Albummet Rockabilly Heart blev indspillet i Nashville og Memphis, og blev sidste år hædret som årets rockabilly-album på America´s Traditional Old Time Country Music Festival. Når de går på scenen på 2700Kulturdag, så er det i selskab med Jens Runge på guitar og Frank Rothstein på trommer.

Grønne fingre

Som noget nyt byder 2700Kulturdag også på noget for alle med grønne fingre. Havedagen rykker nemlig ind, og man kan eksempelvis lære at bygge sin egen selvvandende plantekasse med Tagtomat og se bier og høns. Der er også plantebyttedag og gang i frøbombeværkstedet, skurdørssalget, ligesom dagen byder på en frø-popup, så der er ingen grund til at blive hjemme, hvis man gerne vil have grønne fingre.

For de bamseglade

Klokken 10.00-14.00 er der workshop for de bamseglade med Brønshøj Bibliotek, som har inviteret den lokale billedkunstner Susse Volander forbi. I bibliotekets stand kan man lave sin egen bamsebog, bygge et Guldlok-scenarie, eller prøve bamsefars STORE STOL, bamsemors lidt mindre stol og bamsebarnets lille bitte stol. Man kan også møde den rigtige Bamse-Ole fra ”Da Bamse kom til Brønshøj” eller få et eksemplar af folderen, hvor den lille bamse udforsker Brønshøj.

Foreningsliv og boder

Traditionen tro kan man få sig et godt indblik i bydelens pulserende foreningsliv. Et væld af klubber og foreninger dukker op på kulturdagen. Mød dem til en snak, se dem lave opvisninger, eller støt dem ved at handle i boderne.

Kulturdagen er arrangeret af Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Kulturhuset Pilegården i samarbejde med bydelens foreninger.

_________________________________

Program på scenen:

Kl. 11.00: Karen Mukupa & Wadudu

Kl. 13.00: Chappers Jam Beat Band

Kl. 14.00: Bydelsprisen

Kl. 15.00: Tamra Rosanes & Rockabilly Heart

 

_________________________________