Lokal historie - Den første skole i Brønshøj

Vi fortsætter her med flere beretninger fra det gamle Brønshøj – hentet fra Poul Moes fremragende bog om vores gamle bydel.

                

I fortsættelse af kapitlet “Den gamle landsby” – skal vi her høre om “den første skole i Brønshøj”. Frederik IV besluttede sig til på krongodserne at oprette 240 skoler – de såkaldte rytterskoler – i de distrikter, hvor regimenterne lå. På den måde fik Brønshøj i 1723 sin første rigtige skole. Den blev bygget på byvejen ved gadekæret. Her ligger den stadig, selvom der vel næppe mere er så meget tilbage af den oprindelige bygning. Det kostede dengang 550 rigsdaler at bygge en skole, og så var der endda foruden skolestuen også bolig for skolemesteren. På den sten der blev indmuret i den gamle skole, står der: “Halvtredsindstyve år, Gud ! har du mig opholdet, at sygdom, krig og pest mig intet ondt har forvoldet, thi yder jeg dig tak og breder ud dit navn og bygger skoler op, de fattige til gavn”.

Bagved skolen lå skolemesterens have, og foran den ned mod torvet var der byjord. I denne skole skulle nu samles børn fra hele sognet. Det betød, at mange af dem fik en meget lang vej til skole, og om vinteren når vejret var dårligt, nåede kun et fåtal af børnene frem til den.

På dette sted blev der holdt skole i cirka 200 år helt frem til 1922, og der indrettedes bibliotek i bygningen. Under besættelsen ved sidste krig blev den brugt til station for mandskabet for Civil-Beskyttelsen. Efter krigen er den i væsentlig grad blevet anvendt som anneks for Københavns bymuseum.

I flere menneskealdre var den Brønshøjs eneste skole. Nu synes det, som om livet dengang for århundreder tilbage- selv i det daglige – må have haft mere farve end nu. Og ikke mindst når der holdtes fester, hvor måske den halve eller hele landsby deltog. Man fejrede bryllupper, barnedåb og begravelser, Eller man red sommer i by og fejrede, at høsten var bragt i lade.

Carl Jochumsens gård på hjørnet af Valløvej og Brønshøjvej

Man havde dog også mange alvorlige ting at tænke på. Måske var det stavnsbåndet, der tyngede bondestanden mest. Bønderne var i egentligste forstand ufri. De kunne intet gøre på egen hånd. Det lå dog indenfor en herremands myndighed at udstede et “fribrev” – en skrivelse – hvori bonden løstes fra sine forpligtelser. For at være gyldigt skulle det dog oplæses i retten. Noget sådant skete også nogle gange i Brønshøj, f.eks. da en mand, Johannes Laursen fik fribrev. Det var i året 1725, og der skulle gå adskillige år endnu, inden man begyndte at skimte det, man i vore dage anser for elementære menneskerettigheder.

Livet kunne være svært, så beboerne i Brønshøj sogn, der i mange retninger var meget usikkert stillet, måtte være glad for hver dag, der gik godt. Man var i næsten fortvivlende grad afhængig af, om der pludselig kunne komme misvækst, sygdom blandt kvæget eller ildebrand. Man kunne ikke sikre sig. Hver af disse ting var i stand til når som helst at gøre en velstillet mand fattig. Dertil kom, at sygdomme, der i vore dage forholdsvis let kan lade sig helbrede, dengang meget ofte var dødelige. Levealderen lå væsentlig lavere. Det var ikke særlig almindeligt, at folk blev gamle. Begrebet hygiejne eksisterede ikke, hverken for den enkelte eller for hele det lille bysamfund.

(fortsættes på et senere tidspunkt)