Læserne er vilde med historier fra det gamle Brønshøj og Husum

Netavisens læsere er vilde med at læse historier fra det gamle Brønshøj og Husum. Det har vi vidst længe, og derfor er det også en fornøjelse, at vi ind i mellem kan bringe nogle artikler omkring bydelene fra de gode gamle dage. I dag springer vi med en lille historie om huset på Frederikssundsvej 151, som vi har fået lov at bruge af en ekspert på området, Lars Cramer-Petersen, der i 1994 udgav bogen “Frederikssundsvej fra Nørrebro til Brønshøj”. 

 Den gamle ejendom er der stadig

Georg Hvidt etablerede sig som købmand i en ny velbygget ejendom på Frederikssundsvej 151 kort efter århundredeskiftet med at alsidigt varesortiment. Der var også plads til et mindre mejeriudsalg, “Smørforsyningen Brønshøj”, som senere flyttede hen i nr. 153 på den anden side af naboejendommen “Bondestuen”.

I 1919 købte købmand O. Rosdahl Hvidts forretning. Her udviklede der sig i årene med områdets udbygning en meget velassorteret butik med næsten alle de dagligvarer, der var brug for i 1920’ernes og 30’ernes Brønshøj og omegn. Sortimentet spændte fra husholdningsærter til koks og fra sygeplejeartikler til spegesild.

I lokalavisernes spalter reklamerede Rosdahl sammen med en aktuel prisoversigt på dagligvarer således: “På opfordring af dem der køber for dyrt, sender Rosdahl nu dagligt en bil til utterslev, Vanløse, Husum og Hjortespring – Ring Bella nr. 1 eller skriv Deres ordre på medfølgende kort, der ufrankeret kan nedlægges i brevkasserne”. Hver uge var der i Brønshøj Avis annoncer fra Rosdahl med adskillige fordelagtige tilbud, som man kan se foroven. Viste udklip er fra 1936. Varesortimentet giver et udmærket indblik i, hvad de hjemmegående husmødre i Brønshøj-hjemmene dagligt benyttede.

Forretningen fungerede i to generationer til sønnen Poul Rosdahl afhændede den i 1975.

Sådan ser Frederikssundsvej 151 ud i dag. Billedet er taget for få dage siden, og som man ser, ligner bygningen stort set sig selv, bortset fra at man har sløjfet butiksdelen i stueetagen.