Juletræet på Husum Torv spøger fortsat hos bydelens beboere

Det er et idyllisk motiv som dette, mange savner på det mørke og kedelige torv i julemåneden.

Vi skal ikke tæske langhalm på noget, som i hvert fald ikke kan laves om i år. Men netavisen får stadig løbende henvendelser fra beboere i Husum, som bestemt ikke er glade for, at juletræet mangler på torvet. Og netavisens mening om det, kender læserne jo fuldt ud, eftersom vi flere gange har påpeget, at træet hører til på bydelens store torv, og ikke på et hjørne af Frederikssundsvej og Husumvej.

Netavisen har hørt baggrunden for, at juletræet er flyttet, og ud fra det Juletræsforeningen i Husum har fortalt, lyder det egentlig logisk nok. Der er flere butikker i det område i dag, som er i stand til at give tilskud, end på Husum Torv, og det i sig selv er en rimelig grund. Men hvad siger Lokaludvalget til, at mange lokale meget gerne ser træet tilbage på torvet ?

Vi har spurgt Lokaludvalgets formand Hans S. Christensen om det ikke gør indtryk på ham og udvalget, at mange ønsker juletræet placeret dér, hvor det traditionelt har stået gennem generationer ?

– Lokaludvalget har i flere år økonomisk støttet opsætningen af et juletræ i Husum og et juletræ ved Brønshøj torv. Dette har Lokaludvalget også gjort i år. Da lokaludvalgets puljemidler er begrænsede og gerne skulle dække mange andre aktiviteter i bydelen har vi besluttet at vi kun vil støtte opsætning af et juletræ i hver bydel. Lokaludvalget giver blot økonomisk støtte mens juletræsforeningerne står for den praktiske opsætning af juletræerne og selve arrangementet, forklarer formanden.

Om Husum Torv nogensinde får sit juletræ tilbage, vil fremtiden vise.