Det vrimler med tilbud til kreativ fritid for børn, unge og voksne i Pilegården forår 2017

Yoga, mindfulness, musik, sang, guitar og billedkunst. Mulighederne er mange, og det er lige nu, man skal tilmelde sig, hvis man gerne vil gå til en sjov og udfordrende aktivitet i foråret 2017.

Rytmisk Center_Klaver

Rytmisk Center tilbyder undervisning i sang, kor, guitar og meget mere til alle aldersgrupper. Foto: Frigge Volander

Stadig flere danskere nyder godt af yogaen og får fokus på nuet, nærværet og velværet. I Kulturhuset Pilegården kan man nu gå til flere varianter af den populære motionsform, der siges både at give mere energi i hverdagen, bedre søvn og forbedret koncentrationsevne.

Hatha Yoga & mindfulness

Hatha yogaen er mild, og et godt sted at starte selv for alle med småskavanker, men også øvede vil kunne finde udfordringer her. Underviseren på tirsdagens hold hedder Mr. Sojo, og han er født i Indien, hvor han begyndte at dyrke yoga i en alder af blot 13 år. Han er certificeret yogalærer fra sit hjemland og uddannet med 200-timers Hatha Yoga Teacher Training. Forløbet starter denne uge og løber frem til d. 30. maj. Holdet er netop blevet udvidet med et tredje hold kl. 20.20, da holdene kl. 17.15 og 18.50 har været populære.

Passer onsdag og lidt mild yoga omkring middagstid bedre ind i planerne, så står underviseren Morten Ryan Hansen klar der til at guide alle gennem rolige øvelser, der smidiggør muskler og led. Dette forløb starter også op i denne uge og løber frem til 31. maj. Det er muligt at starte inde i sæsonen på begge hold og man sender blot en mail til lizzie-else@webspeed.dk for info og tilmelding. Prisen er 1200 kr.

Yin yoga

Indehaveren af Peoples Spirits og yogainstruktør Mette står ligeledes klar med et yogahold inden for den såkaldte Yin yoga, der henter sin inspiration i den traditionelle kinesiske medicin og byder på stående og liggende stillinger af 3-5 minutters varighed. For mere info kontakt mettepeoples@gmail.com

Drop in rytmik

Der er også noget at gå til for de alleryngste medlemmer af familien. Der bliver nemlig spillet, sunget, leget og danset hver tirsdag formiddag i Pilegårdens gymnastiksal, når Pia Jønsson byder velkommen til drop-in rytmik. Prisen er 60 kr. og tager man en ven/veninde med er prisen 55 kr. Der er ingen tilmelding, og man kan betale kontant eller med MobilePay på dagen, så det er herligt fleksibelt. Det er hver tirsdag fra kl. 10.30-11.45 og for børn på 4-12 mdr.

Robotværksted

Børn kan også lege med at bygge en robot i Pilegårdens eget robotværksted. Holdet mødes mandage kl. 15-17 i lok. 8 i Kulturhuset Pilegården med underviseren Niels Jørgen. Der er fokus på både den kreative side af at bygge en robot og på at få den til at bevæge sig.

Prisen er 600 kr. for sæsonen som løber mandag d. 23. januar til mandag d. 29. maj med maks. 6 deltagere på hvert hold. Tilmelding sker på mail metteb@kff.kk.dk eller tlf. 27 15 68 43.

Musik med mere med Rytmisk Center

Rytmisk Center har i dag mere end 180 undervisere tilknyttet og dækker både Vesterbro, Nørrebro, Østerbro og Brønshøj. I Pilegården har Rytmisk Center sat en lang række kurser op – for både børn, unge og voksne. For børn & unge er der undervisning i billedkunst, guitar, sang og klaver. For de voksne er der undervisning i guitar, klaver, kor og billedkunst.

Kurserne finder man på Rytmisk Centers hjemmeside www.rytmiskcenter.dk, og det er her man skal sikre sig selv eller sit barn en plads, hvis man vil lære noget nyt eller udvikle sig med musik, sang eller billedkunst i løbet af foråret. Der er kurser både for nybegyndere og øvede.

Tilmelding sker gennem Rytmisk Center og oplever man problemer med at finde det rette hold, kan man ringe på tlf. 33 22 59 84 mandag-torsdag kl. 10.30 til 14.30.