Loppemarked og julebazar i Pilegården

Der plejer at være rift om stadepladserne til efterårets store loppemarked i Kulturhuset Pilegården og det bliver der sikkert også til julebazaren. Begge markeder er i november og det er nu man skal booke sin plads som sælger.

loppemarked_pilegården_2014

Det er ikke så få ting og sager fra bydelens mange kældre og loftsrum, der søger nye ejermænd, når loppemarkedet løber af stablen søndag d. 6. november kl. 10-14. Mere end 50 booker sig traditionen tro en stadeplads til loppemarkedet, så kulturhuset bliver pakket fra kælder til kvist. Af de mange stadepladser er cirka en tredjedel af stadepladserne til dem, som sælger ud af legetøjet og børnetøjet, mens resten er øremærket salg af effekter til det voksne publikum. Skulle vejret blive dårligt, så er der ingen alarm: Alt foregår indendørs. En voksenstadeplads koster 180 kr. og en børnestadeplads koster 100 kr.

Julebazar

Julebazaren er et kreativt julemarked for hele familien og løber henover weekenden d. 19. & 20. nov. kl. 11-16. Er man vild med flotte, håndlavede sager, eller selv god til at forme, flette, male, strikke eller noget helt tredje. Så koster det blot 250 kr. at have en bod på julebazaren begge dage. Hele kulturhusets første sal bliver fyldt med håndlavede sager, når bydelens kreative folk disker op med flotte sager, som de selv har kreeret og sælger til overkommelige priser fordelt på omkring 30 stadepladser. Der vil være kreativ julepynt, gode kup at gøre i en af boderne med hjemmestrik til den kolde vinter og små finurlige gaver, som man ikke lige opstøver i en almindelig butik. Tekstilklubbens årlige julemarked i Pilegården er i øvrigt en del af arrangementet.

For børnene er der en kreativ workshop med den lokale kunster Susse Volander. Hun inviterer indenfor i en kreativ genbrugsworkshop begge dage kl. 11.30-15.30. Genbrugsmaterialerne ligger klar på bordene og har du set Shanes Verden, så ved du præcis, hvad det handler om.

Stadepladser/boder bookes på Kulturhuset Pilegårdens hjemmeside