Tænke sig at det nu kan være farligt at opholde sig i lokalområdet

Hvor langt er vi efterhånden kommet ud ? Der går ikke en eneste dag, uden man læser om skyderier, overfald og knivstikkerier. Og hvad værre er – meget af det foregår i 2700-området. Nu advarer politiet tilmed unge mænd i alderen 17-25 år om at være meget opmærksom på, hvor de opholder sig, og hvad de foretager sig samt på hvilke tidspunkter de er på gaden. Advarslen er blandt andet rettet til unge i Husum og Tingbjerg.

Det er det Husum, alle beboere elsker mest. Fred, ro og tryghed, som torvet her angiver

På netavisen har vi lige skrevet om vores dejlige Brønshøj og Husum, og så kommer der igen noget, som slår benene væk under alle de flotte ord, som kommer lige fra hjertet.

I fredags blev en tilfældig ung 17-årig mand ramt i Tingbjerg af to subjekter på scooter. Et syn vi for øvrigt dagligt ser i Husum – det med to og somme tider tre personer på vilde, udborede og meget støjende scootere, der terroriserer området. Nogen af dem er sandsynligvis bare unge uopdragne knægte, der hygger sig uden at tage hensyn til andre, men med alt det som sker lige nu, kan man ikke føle sig for sikker på, at de ikke også har en skyder med sig.

– For almindelige mennesker, der ikke er en del af den aldersgruppe, så er der ikke mere fare på færde, end der selvfølgelig er, når der bliver skudt i det offentlige rum. Der er en risiko for ved et uheld at blive ramt, siger chefpolitiinspektør Jørgen Skov ved en pressebriefing på Politigården.

– De går ikke bevidst efter fædre og mødre, men de går efter unge mænd. Og der er en risko. Jeg vil sige det samme, som jeg siger til kollegerne, pas godt på jer selv og tænk over, hvor I færdes, og hvordan i går rundt.

Politiet fortæller, at man lige nu er massivt til stede i området, og at man har kaldt ekstra mandskab ind i weekenden for at være i bybilledet efter de tre voldsomme skyderier.

Tingbjerg i et fredeligt øjeblik, men ingen kan føle sig sikker mere ..

– Hvis jeg var en ung mand i den alder, og jeg er der, hvor de slås, så vil jeg tænke over, hvor jeg færdes, og hvornår jeg tager en taxa, hvornår jeg tager en bus, hvornår jeg cykler, og hvornår jeg vælger at gå. Men en person i min alder, som er over 50 år, er ikke i risikozonen for at blive forvekslet med et bandemedlem, siger Jørgen Skov.

For os almindelige og fredelige mennesker er det her jo en ren tragedie. Vi kan ikke engang færdes trygt i 2700-området uden at skulle have den risiko siddende i baghovedet. Ekstra tragisk fordi vi elsker vores bydel og kan huske, hvordan den engang var at færdes i. Selvom det efterhånden er forbudt at tænke højt, så kan det ikke undgås, at man i sit indre bebrejder svage politikere, at de har spillet fallit. Her er ikke tale om fløje til højre eller venstre – men dem alle. På den anden side – hvordan skal man kunne opnå enighed om noget, når hele landet stort set er delt op i to lige store lejre. Se bare på valgresultaterne.

Og det mest triste er, at forholdene ikke kommer til at forandre sig meget. Det kan i bedste fald måske dæmpes, men katastrofen er for længst sket.

2700-området vil aldrig blive det samme som før.