Brønshøj kæmpede sig flot tilbage og slog Helsingør 2-1

Brønshøj er inde i en god periode, og det giver sig udslag i værdifulde point. Det blev til endnu tre, da Helsingør var på besøg fredag aften..

Foto: Hans Kurt Frederiksen

Så er der mål – Morten Olsen udligner til 1-1
Der var både regn, chancer og drama på Tingbjerg Ground denne efterårsaften, hvor Brønshøj leverede et flot comeback og besejrede FC Helsingør 2-1 foran næsten 600 tilskuere.
Efter en chancefyldt første halvleg stod der 0-0, inden Helsingør efter pausen kom foran 1-0.
Indædt fight gav resultat til sidst
Men hvepsene lod sig ikke slå ud. Bare få minutter senere sørgede Morten Olsen for udligningen, da han flot tog bolden ned i feltet, vendte rundt og hamrede den i nettet.
Kort efter blev comebacket fuldendt. Otto Dupont fandt Anders Fæster i feltet, og den indskiftede angriber headede bolden i mål til 2-1 – hans første scoring for Brønshøj.
Helsingør pressede på til sidst, men Brønshøj holdt stand gennem fem minutters overtid og kunne fortjent fejre tre point sammen med de mange fremmødte fans.
Brønshøjs super målmand Lucas Chang presses af to Helsingør angribere
En stærk holdindsats på en meget våd aften – og samtidig positivt at se to angribere komme på tavlen.
Næste opgave venter søndag den 13. september kl. 13.00, hvor Brønshøj gæster oprykkerne fra Ringsted.