Brønshøj pulveriserede B.1903 med hele 8-1 på udebane

Det kan godt være, at BB har haft slappe perioder i første sæson i Danmarksserien, men med den afslutning de sortgule har præsteret indenfor de seneste uger, så er der i allerhøjeste grad basis for en optimisme til næste sæson. Pludselig er der gået hul på bylden, og Brønshøj har banket den ene kasse ind efter den anden.

                                             

Søndagens opgør mod B.1903 på udebane var nærmest en massakre. Hele otte gange lykkedes det BB’s angribere at passere 03’ernes målmand. Og det kunne endda været blevet til endnu mere.

Dermed fik BB en flot revanche for det forsmædelige nederlag på 2-3 til 03’erne på Tingbjerg Ground.

Blader vi lidt i hukommelsen uden at slå det op nogen steder, så har Brønshøj ikke scoret otte mål i en turneringskamp siden et opgør mod Allerød på Tingbjerg Ground for en hel del år siden.

Det stod 4-1 ved pausen, og så oplevede man også, at kampen blev afbrudt på grund af tordenvejr. Men heldigvis kom man i gang igen, og så var det i hjemmeholdets straffesparksfelt, det tordnede. Hele fire gange til, så slutresultatet blev 8-1 til Brønshøj !

Målscorerne var Jeppe Orbe med 4, Mathias Veltz med 3, (sidste weekend scorede han 4), og Mads Hashiba  scorede et enkelt.

På lørdag venter vinderen af rækken Ishøj på Tingbjerg Ground. En styrkeprøve vi normalt ville frygte lidt, men med BB’ernes formkurve for tiden, kan det blive en spændende og lige kamp Der spilles kl. 14.00.

Forinden spiller BB pokalkamp mod AB Tårnby onsdag kl. 19 på Vestamagers Idrætsanlæg.

netavisen søndag den 12. juni kl. 16.48