Brønshøj udraderede Skovshoved i kæmpe sejr og er igen med helt i toppen

Der var forståeligt nok vild jubel hos BB-supporterne, som spillerne måtte hen og takke efter kampen

Det var jo nærmest en fodboldopvisning fra start til slut, da Brønshøj lørdag eftermiddag udraderede Skovshoved på Tingbjerg Ground med hele 6-0 efter 3-0 ved pausen. Som i forrige kamp mod Vanløse viste de sortgule vilje og styrke, og ikke på noget tidspunkt lykkedes det for skovserne at få fat i noget som helst. Det tillod BB’erne ganske enkelt ikke.

Hjemmeholdet sad på kampen og egentlig var 6-0 ikke et mål for meget. Oscar Buch og Kevin Bechmann Timm blev kampens helt store profiler med tre mål hver. Buch indledte showet efter 22 minutter, og herefter var det Bechmann Timm, der scorede i det 26. og 41. minut.

Efter pausen kom Buch på tavlen igen allerede efter 49 minutter, og så sluttede de to målslugere festen af i det 62. og 65. minut først ved Bechmann Timm og så ved Buch. En super kamp af Brønshøj mod en modstander som virker modløse og færdige. Mon ikke SIF er en af de nogenlunde sikre nedrykkere til foråret ? Det ser sådan ud !

Læs Christian Haslunds referat fra kampen her – http://www.bronshojboldklub.dk/Divisionshold/Kampe/Broenshoej-Skovshoved_29.-september-2018-15-00-00/Historisk-sejr-i-Tingbjerg