Brønshøj vandt i varmen efter en glimrende fight

Der var i den grad skruet op for varmegraderne i søndag eftermiddag, da Brønshøj sejrede 2-0 hjemme mod Dalum. En storspillende Dalum-målmand, Rasmus Lund, gjorde med en lang række flotte redninger, at sejren ikke blev større. Målscorer for hvepsene blev indskiftede Patrick Naundrup, der med to mål på to minutter blev dagens mand i skysovs.

Tekst: Christian Haslund Foto: Dejan Obretkovic

Kampen startede i et anstændigt tempo, hvilket må tilskrives varmen. Der var ikke meget bevægelse hos nogen af holdene, som gerne ville undgå at løbe alt for meget i sommervarmen. Og som følge der af var der heller ikke mange chancer i 1. halvleg. Men dem der kom, var store og burde være resulteret i mål.

I den anden ende var et indlæg efter 15 minutter tæt på at snyde Simon Bloch, men den høje målmand fik viftet bolden over til hjørne. Godt ti minutter senere kom Dalums største chance i kampen.

Gæsternes Kenneth Andersen sendte et frispark ind i feltet. Her dukkede en helt fri Kasper Dreyer op, men han kunne ikke få styret hovedstødet i mål og måtte i stedet se det ende med et målspark til Brønshøj.

Kort før pausen opstod to kæmpechancer til Brønshøj. Boateng kom forbi en Dalum-spiller på baglinjen og spillede bolden ind til en helt fri Lars Emil Juel Andersen. Fra ca. en meters afstand til mållinjen skød Juel på mål, men Lund stod placeret det rigtige sted. Returen røg ud til Tranberg, der dog ikke havde indstillet sigtekornet og sendte bolden lige forbi mål.

Holdene gik derfor til pausen med stillingen 0-0. Hvepsene havde været mest på bolden og haft de fleste chancer, mens Dalum spillede lidt mere afventende.

Om spillerne havde været i isbad i 2. halvleg, hvor de var blevet kølet ned, eller om det skyldtes lidt skyer for solen, så var tempoet højere i 2. halvleg, hvor der også skete lidt mere.

Det var Dalum, der skød først i 2. halvleg, men Kasper Dreyer måtte se sit skud gå lige forbi Simon Blochs mål. Brønshøj havde et par løse skudmuligheder til Tranberg og Miltoft, men det var ikke noget, som rystede Dalum.

Naturligvis skulle spillerne lige omkring de trofaste supportere efter sejren

Efter 62 minutters spil blev Patrick Naundrup skiftet ind, og det skulle senere vise sig at være en god idé.

Med et kvarter igen begyndte Brønshøj for alvor at lægge pres på Dalum. Dette gav en stor chance til Naundrup, da Tranberg sendte et fladt indlæg ind i feltet. Naundrup kom først på bolden, men igen stod Rasmus Lund rigtig placeret.

I takt med at Brønshøj satsede mere og mere på alle tre point, gav det kontramuligheder til gæsterne. Med lidt over ti minutter tilbage fik Marco Bertelsen en friløber, men Bloch kom godt ud af sit mål. Returen røg ud til René Hansen, som fik sendt bolden et godt stykke over mål.

Mindre end et minut senere, så blafrede netmaskerne i den modsatte ende. Oskar Tranberg sendte en dyb stikning afsted mod Naundrup, der snød offside-fælden, tog et køligt træk udenom Rasmus Lund og sendte kuglen i et tomt mål med venstreskøjten. 1-0 til Brønshøj.

Og mens fansene stadig jublede på lægterne, blev det også 2-0. Igen stod Tranberg for en fremragende stikning, og igen var det til Naundrup, som iskoldt sendte bolden udenom Lund og over i det lange hjørne.

Målene blev startskuddet til en sand chance-festival for hvepsene. Naundrup havde mulighed for at lave hattrick, men Rasmus Lund kom i vejen. Boateng var tæt på at score fra en spids vinkel, men en fodparade af Rasmus Lund fik forhindret dette.

Men Dalum fik også deres mulighed i kampens slutfase, da en forsvarsfejl førte til en friløber til Kasper Johansen, men Bloch var vågen og kom hurtigt ud og fik gjort sig bred.

Kort efter fløjtede dommer Kenneth Sørensen kampen af, og både spillere, trænere, fans og supportere kunne glæde sig over en 2-0 sejr.

Næste kamp er allerede på torsdag den 1. juni kl. 19, når turen går til Aarhus, hvor rækkens nummer to, Brabrand, venter.

 

Brønshøj – Dalum 2-0 (0-0)

 

Brønshøj – opstilling:

Simon Bloch Jørgensen – Philip Rejnhold, Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Simon Sharif – Victor Guldbrandsen, Lars Emil Juel Andersen – Christoffer Boateng, Oskar Tranberg, Oscar Buch (53. Oliver Miltoft) – Younes Nielsen (62. Patrick Naundrup)

Dalum – opstilling: Rasmus Lund – Kasper Johansen, Rune Corfitzen (73. Marco Bertelsen), Anders Staldgaard, René Hansen, Rasmus Andersen, Martin Høgstad, Mikkel Kjær Andersen (83. Jonas Eigaard), Kasper Dreyer, Kenneth Andersen, Mathias Schilling

Mål: 1-0: Patrick Naundrup (80) 2-0: Patrick Naundrup (82)

Advarsler: Brønshøj: Christoffer Boateng (90) Dalum: Ingen

Tilskuere: 261

Dommer: Kenneth Sørensen