Brønshøjs autodidakte billedkunstner har fået sit gennembrud

Han hedder Stefan Freitag og er fra en familie med danske og østrigske aner og er født i København i 1980. Stefan er autodidakt billedkunstner og har malet i snart 15 år. Han har gennem årene eksperimenteret med både motiver og budskaber og har efterhånden fundet sin helt egen stil, hvor han med farver og dynamik forsøger at gøre stilarten både levende og legende. Som det er gået de senere år, kan man roligt fastslå, at Brønshøjdrengen har fået sit gennembrud. For kort tid siden kunne han åbne sit nye atelier og galleri – Freitag Galleri i Møntergade. Så vi måtte naturligvis have en snak med den spændende og dygtige billedkunstner.

 

– Jeg er inspireret af byens liv og farver samt det kaos, som man ofte finder i det pulserende byliv, fortæller han til netavisen. – Det skakternede perspektiv er blevet min signatur. Det skaber dybde, og kombineret med klare farver, naive bygninger og den lyseblå sommerhimmel med den smukke horisont, giver det et unikt værk. Mit helt eget!

Med tiden har jeg bevæget mig over i mere abstrakte motiver, der bygges op af mange lag maling, spartel og spray. Strukturen bliver unik og flot, og der er aldrig tvivl om, at der er blevet arbejdet længe med lærredet. Jeg maler spontant og omsætter mine tanker og ideer til handling på lærredet. Med en baggrund som snedker er det naturligt, at jeg selv laver og opspænder lærrederne. I 2015 opsagde jeg mit job for udelukkende at fokusere på mine malerier og udleve drømmen om at være min egen. Ikke mindst også for at blive dygtigere til at skabe den kunst, jeg brænder så ekstremt meget for. Siden da har jeg udelukkende ernæret mig som selvstændig billedkunstner.

 

I november 2019 bød jeg indenfor til Danmarks måske største soloudstilling. Over 40 unikke værker blev udstillet i de rå lokaler i Henning Larsens NEROPORT i Ørestaden. Jeg havde længe arbejdet på malerierne til denne særlige udstilling, der efter min mening, i omfang og kunstnerisk ambition overgik den danske normalopfattelse af en kunstudstilling. Udstillingen blev afholdt i urbane og rå beton-omgivelser i de 1000m2 store lokaler med panoramavinduer og udsigt over byen. Direkte på betonen hang de store værker. Der var fri adgang til udstillingen og de mange besøgende benyttede sig af muligheden for at nyde et glas bobler i loungeområdet. Udstillingen varede fredag til søndag, og på de få dage kunne jeg melde næsten alt udsolgt.

 

Freitag Gallery
Møntergade 4
1116 København K