Brønshøj summede af julestemning på en dejlig eftermiddag ..
Brønshøj Husum Lokaludvalg havde lørdag tilrettelagt en stort og flot julearrangement på og omkring Brønshøj Torv. Det var åbent for alle, og mange mennesker benyttede chancen for at komme i ekstra god julestemning. Var der nogen, det ikke lykkedes for, var det deres egen skyld, for der blev virkelig hygget til den helt store guldmedalje.
Fotoreportage: Jacob Toftager for 2700-netavisen
Det hele startede på Brønshøj Torv, hvorfra man skulle gå i fakkeltog til det gamle vandtårn, som i julens anledning var pyntet, så det stod flot og imponerende.


På Rytterskolen var der mulighed for at komme ind og nyde æbleskiver og gløgg samt lave juledekorationer med mere. Og det var virkelig et festligt syn, da en lang hob af glade mennesker med fakler begav sig mod vandtårnet.

Men først mellemlandede man i Pilegården, hvor der var mulighed for at nyde et glas gløgg i Café Glad, som i dagens anledning havde åbent hele eftermiddagen. Derfra gik man så videre til Brønshøjs vandtårn, hvor der var opstillet telte og lavet små bålpladser.


Det var virkelig ren hygge. Alle – både voksne og børn – befandt sig vel og levede helt med i stemningen. Det skal også tilføjes, at hele fakkeloptoget blev ført an af de altid festlige Scandinavian Rhythm Boys med lokale Michael Bøving i spidsen på banjo.
Fra klokken 16 var der mulighed for at opleve en koncerter i vandtårnet, og det var der booket fuldt op til. Forinden havde Københavns Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen holdt tale, før man tændte lysene på det gamle tårn.

Selve koncerterne var en yderst speciel oplevelse. Akustikken, lyset, stemningen – det var noget, alle kunne bruge. Lad det for øvrigt være en jævnlig tilbagevendende begivenhed. Det gamle vandtårn er en unik mulighed for masser af spændende aktiviteter.

Den atmosfære der hersker indendørs, er fantastisk, og det var helt tydeligt, at alle der havde sikret sig billetter, fik noget med hjem.

Hele dagens program kørte til ved 19-tiden, og man må bare rose Lokaludvalget for at strålende arrangement, som forhåbentlig går hen og bliver en tradition.