Bydelen er ramt af vigtige kampe i weekenden !
Mange får travlt i weekenden, for der er hele tre kampe med lokale hold, som har brug for støtte og opbakning.
Det hele starter på lørdag den 8. juni kl. 12, når Brønshøj besøger Glostrup Stadion til en uhyre vigtig kamp mod hjemmeholdet. Vinder Brønshøj – eller bliver det bare til et enkelt point, så er minimum andenpladsen sikker. Taber drengene der i mod, så haler Glostrup alvorligt ind på BB, og så er det sidste spilledag, der afgør gildet. I realiteten kan Brønshøj med en sejr komme på førstepladsen, hvis Sundby taber sin kamp ude mod Skjold, men dette er næppe sandsynligt, da Østerbro mandskabet ligger sidst. Mere tør vi ikke skrive i denne omgang, men før turneringens sidste kamp lørdag den 15. juni skal vi nok melde os igen. Foreløbig gælder det Glostrup, og vi kan kun opfordre alle – unge som gamle – til at begive sig til den vigtige kamp. BB kommer med syv sejre på stribe – men Glostrup ved, hvad de har at kæmpe for !
På samme tid spiller Husum i Københavnsserien mod nummer 1 FB på Jens Jessensvej. Efter hvad netavisen kan se, er Husum sikret endnu en sæson i rækken. Det skete efter sidste fredags sejr på 5-1 hjemme mod Viktoria. Holder det – kan de blåhvide spille frit og uden nerver efter et i øvrigt meget flot forår.
Søndag gælder det så for de rødhvide drenge fra Fix. I hele sæsonen har man kæmpet for at give klubben en oprykning i jubilæumsgave, og flasker tingene sig i kampene søndag eftermiddag, så er missionen lykkedes. Fix spiller i Gadelandet mod FC Culpa kl. 14.00 og håber på godt vejr og mange tilskuere. Tænker man på kampens betydning, så er det bare afsted. Regner det, så tag paraplyen med.
Så vi kan se frem til en lykkelig weekend – eller det modsatte. Men lad os håbe på det første.
Held og lykke til alle tre lokale klubber !