Cirkus Arena i Halloweenforklædning har premiere på Bellahøj 13. oktober

Efteråret har sat ind, og det betyder at Halloween-sæsonen er begyndt. Men der har manglet noget mere end græskarudskæring, uhyggelige kostumer og slik eller ballade. Derfor skaber Cirkus Arena en nye efterårstradition: HALLOWEEN CIRKUS i København med premiere torsdag den 13. oktober på Bellahøj.  

Forestillingen foregår i det store Halloween Cirkus, og er en helt ny humoristisk og familievenlig gyser med sangerinden Szhirley, rapperen Clemens og multikunstneren Patrick Spiegelberg i hovedrollerne. Clemens har udover at stå i manegen også skrevet og instrueret showet, som har fået titlen “Hikken Fra Helvede”.

En helt ny totaloplevelse

Der er skruet op for både musik, action, humor og lysshow til dette års banebrydende totaloplevelse: Halloween Cirkus.

Hikken fra helvede

Monsterkvinden Szkrækilda, der spilles af Szhirley, rammes af en uhelbredelig hikke, som husbonden, McClawn, spillet af Clemens, sætter sig for at kurere for enhver pris. Han hjemsøger Spiegelbergs Halloween Cirkus og kidnapper artisterne, idet han håber, at de er tilpas uhyggelige til at kunne give Szkrækilda et stort nok chok til, at kurere hendes hikke.

I Halloween Cirkus finder McClawn verdens skrækkeligste cirkusartister: Frk. Tagbrand, De Skæggede Tvillingesøstre, Den Blinde Knivkaster, The Electric Boogiemen, ildspyeren Fru Drageånde og ikke mindst trapezartisterne Wuhan Clan. Men der er ingen, der ved hvilken cirkusartist, der kan kurere Szkrækilda og dermed undgå at ende i det sorte hul. Måske får de brug for hjælp fra den virkelige verden?

Halloween Cirkus anbefales til børnefamilier fra 5 år og op. Alle inviteres til at dukke op i Halloweenudklædning, da der uddeles uhyggeligt gode præmier til dagens bedste og værste udklædning.

Forestillingen er en co-produktion mellem Clemens og Cirkus Arena.

Premiere 13. oktober 2022 med shows gennem hele efterårsferien på Bellahøj Cirkusplads i København.

Sidste show opføres allehelgensaften 31. oktober 2022.

netavisen mandag den 19. september