Copenhagen Blues Festival nærmer sig

Københavns egen bluesfestival forvandler for 17. gang hovedstaden til et bluesmekka i perioden 24. – 29. oktober.

Det er traditionen tro både internationale, skandinaviske og lokale bluesnavne, der pryder festivalens program. Variationen er stor og bluesmusikken bliver hyldet med alle stilarter repræsenteret. Onsdag den 25. oktober rammer festivalen Brønshøj, og der er både lokale og amerikanske blueskræfter at finde på scenen, når den lokale musikforening Music House Brønshøj har byder ind med deres bidrag til årets festival.

Krølle Eriks Blues Band

Den lokale bluesmusiker Krølle Erik er svær at komme uden om i dansk rock- og blueshistorie.

Hans bluesband så dagens lys tilbage i 1980 i miljøet omkring Huset i Magstræde og især Jazzklub Vognporten. Orkestret var også at finde på den legendariske hippieplade “Atomkraft? Nej tak”, side om side med navne som Gnags, Jomfru Ane Band, Bifrost, Dissing, Sebastian og Gasolin.

Krølle Eriks Blues Band er sidenhen blevet en institution på den danske bluesscene, hvor frontmanden Krølle Erik har givet utallige koncerter – altid omgivet af eminente musikere. Denne aften er ingen undtagelse. På scenen finder man et stærkt hold musikere: Morten Wittrock på piano og vokal, Peter Klitgård på elguitar, Kaspar Lindhart på bas og amerikanske John Chipman på trommer.

En særlig gæst på scenen til aftenens koncert er den amerikanske trommeslager John Chipman fra Austin i Texas. Han har bl.a. spillet med The Band Of Heathens og blev kåret som årets trommeslager ved SXSW Austin Music awards i 2008.

Billetter koster 120 kr. i forsalg. Koncerten er arrangeret med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.