Copenhagen Historic Grand Prix 2015 på Bellahøj slog alle rekorder

Podiet Royal ProAm

Bellahøj Park fik besøg af flere racerbiler, flere deltagere og flere tilskuere end nogensinde før. Også velgørenhedseventet Race for Riget satte ny indsamlingsrekord. I den forgangne weekend besøgte 33.500 tilskuere Bellahøj Park, og forvandlede Copenhagen Historic Grand Prix 2015 til en flot historisk motorsportsweekend.

Det var femtende gang Copenhagen Historic Grand Prix blev afholdt i København, og tredje år Bellahøj Park var vært for det særlige kulturarrangement, hvor historisk motorsport hyldes som et kørende vidnesbyrd om fortidens glorværdige bilevolution. Over weekendens to dage besøgte hele fem historiske racerklasser, sammen med flere opvisningsklasser og den moderne DTC-serie, området omkring den tidligere Dyreskueplads, der var omdannet til et omfattende aktivitetsområde med store temaskabte biludstillinger og familievenlige underholdningsindslag. Sammen med flere end 225 racerkørere fra de historiske klasser gæstede de største profiler fra ind- og udland dette års arrangement. CHGP Ambassadør Tom Kristensen havde taget to tidligere Audi-kørere med til racerløb i København i form af Dindo Capello og Loïc Duval. De havde selskab af de danske Le Mans-piloter Jan Magnussen, Michael Christensen, Marco Sørensen, Christoffer Nygaard og John Nielsen samt McLaren Formel 1-køreren Kevin Magnussen. Og igennem hele weekenden blev der leveret højt humør og entusiastisk kørsel til glæde for gæster og tilskuere.