Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby 23: Tanker om et friluftsbad allerede i 1944
Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet i 1949 – altså for 76 år siden, og at tiden efter ikke er med.
Som et apropos til nyeste artikel om Bellahøj Badet, så bringer vi her den nærmere historie om, hvordan det egentlig blev til.
Sådan så det ud, da badet blev indviet i 1960
Tanker om et friluftsbad allerede i 1944
Der var dog endnu flere planer om udnyttelsen af de smukke arealer omkring Bellahøj. Indenfor Københavns Kommune begyndte man således allerede under sidste krig at beskæftige sig med tanken om oprettelse af et stort friluftsbad på arealerne, og meningen er, at et sådant skal lægges i vinklen mellem Borups Allé, Frederikssundsvej og Bellahøjvej.
Begyndelsen til disse planer blev gjort, da Københavns Borgerrepræsentation i 1944nedsatte en kommission, der oprindelig kun skulle beskæftige sig med dette specielle anlæg, men som alligevel fik overdraget opgaven at undersøge mulighederne for udbygningen af hele badevæsnet i København. Resultatet af kommissionens overvejelser har siden flere gange været forelagt Borgerrepræsentationen.
Efter planerne er det hensigten, at hele anlægget skal optage et areal på cirka 30.000 kvadratmeter. Anlægget skal omfatte et friluftsbad med to store bassiner, der skal placeres langs Bellahøjvej samt de nødvendige omklædningsbygninger og endelig en varmebadeanstalt i en bygning i to etager samt i forbindelse med denne en mindre svømmehal. Bygningerne skal anbringes som en sammenhængende skærm mod nord og vest med hovedindgang fra Frederikssundsvej. Fra øst og syd vil man skabe læ ved beplantning. Ved siden af de to friluftsbassiner bliver der et 16.500 kvadratmeterstort græsklædt areal til solbadning. Alene til friluftsbadet bliver der i omklædningsbygningerne garderobeplads til 3.150 mennesker.
Beliggenheden
Varmbadeanstalten og svømmehallen skal placeres ved hjørnet af Frederikssundsvej og Borups Allé. I mellem badeanstalten og friluftsbadet skal ligge en bygning i én etage. Her bliver der hovedindgang samt en restauration. I varmbadeanstalten er det kun hensigten, at man skal kunne få badstuebad med tilhørende svømmehal. Svømmehallen bliver ikke indrettet til sportsopvisninger eller konkurrencer., og der bliver derfor ikke indrettet tilskuerpladser. Den skal kun anvendestil almindelig badning. Svømmehallens sydlige væg bliver af glas og forskydelig således, at den i sommertiden skal kunne løftes tre meter. På denne måde kan bassinet i svømmehallen også blive en art friluftsbassin.
Oprindelig anslog man, at hele anlægget ville komme til at koste 3.5 millioner kroner fordelt med 1.5 million til friluftsbadet og 2 millioner til varmbadeanstalten. Dette beløb er imidlertid blevet beregnet efter priserne på materialer og arbejdskraft i 1942, så overslaget vil næppe være holdbart, når projektet engang realiseres.
Man regner med, at den popularitet som Bellahøjarealerne i de senere år har vundet i den københavnske befolkning vil komme det store anlæg til gode. Badeanlæggene vil få brug for denne popularitet. Det er nødvendigt, da de skal besøges af mange tusinde mennesker årligt for at kunne betale sig – eller for i hvert fald ikke at skulle give underskud. Københavns skolevæsen har imidlertid gennem al den tid planerne har været fremme været meget interesseret i dem, i det 9 store kommuneskoler efter beregningen skulle kunne gøre brug af anlæggene ved svømmeundervisningen for skolebørnene. Alene dette skulle kunne blive til cirka 85.000 obligatoriske bade årligt.
Ja sådan skrev Paul Moes i 1949 om planerne for et friluftsbad på Bellahøj.
