Der er ikke scoret mod Fix i fire kampe - ny sejr til de rødhvide !

Vi kan roligt fastslå, at Fix er kommet ind i en fortryllende periode. Ikke nok med at de rødhvide får point, men de holder også buret rent. Det er nu sket de seneste fire kampe, som har givet 10 point og en målscore på 9-0 !!

                                               

Lørdagskampen på Kløvermarken endte med en sikker sejr på 3-0 – alle mål scoret indenfor kort tid i slutningen af første halvleg.

Først gjorde Daniel Waldau det til 1-0 på et oplæg fra Sigurd Rechendorff. Kort efter øgede Frederik Kold Jensen til 2-0 på en assist fra Rasmus Kronbøl, og så var det igen Daniel Waldau, som var på pletten til 3-0 på en aflevering fra Jonas Krøyer. Dermed var det opgør afgjort – og Fix kunne tage hjem med endnu tre point.

Fix ligger på en solid femteplads – men hold da op hvor har de seneste kampe forandret holdet. Om det kan følges op torsdag aften i Pilesvinget, skal være usagt, men her kommer CIK på besøg kl. 18.30 !