Det gode mandagsgrin venter den 4. november

Der er allerede meldt f å billetter tilbage til hans kommende soloshow på Bremen i 2020. Snart kan man opleve Mikkel Klint Thorius i Pilegården. Pressefoto

En flyvende start på ugen Der venter gode mandagsgrin, når Comedyklubben og den faste vært Frederik Rosgaard, inviterer de to komikere Mikkel Klint Thorius og Morten Wichmann til Brønshøj. Hver første mandag i måneden får Brønshøj besøg af en karavane af komikere, når comedyklubben inviterer en god blanding af morgendagens store navne inden for stand-up, såvel som de allermest erfarne. Tit får publikum samtidig et kig ind i en standup-komikers arbejdsværelse, når nyt materiale testes af og finpudses.
Mandag d. 4. november kl. 20 kommer turen til Mikkel Klint Thorius, der har været vært ved DM i stand-up 2018, og for alvor er ved at nå bredt ud og slå igennem. Han kommer i sin stand-up ofte omkring samfundsforhold, overvågning, politik og måske ikke mindst sin egen generation. Han er udstyret med en stor portion selvironi, som han bruger til at behandle sit eget livs begivenheder og så har han han en stor landsdækkende turne om hjørnet med sit kommende nye soloshow. Han får selskab af Morten Wichmann, som blev landskendt på TV2 Zulus Comedy Fight Club. Siden har han lavet podcasten Fup i farvandet med kollegaen Mikkel Malmberg og udgivet onemanshowet ”Morten Wichmann gør sin ting”. Han er derudover en af landets mest brugte tekstforfattere på comedyprogrammer, herunder på ”Tæt på Sandheden med Jonatan Spang og udgiver i 2020 sit andet onemanshow “Gangsta”.