Dox:2700 - nyt spændende lokalt filmprojekt som søsættes på onsdag

Og hvad er så dox:2700?

Det er et nyt samarbejde mellem biblioteket i Husum og Kulturhuset Pilegården, som søsættes på onsdag den 14. januar kl. 18.30-21.30, hvor fokus er på visninger af aktuelle kort- og dokumentarfilm i klubregi med mulighed for efterfølgende debat og diskussion om filmens temaer.

For de interesserede er der mulighed for at få indflydelse på programmet til andet halvår.

Så kan man også lide en god dokumentarfilm, og har man lyst til at dele oplevelsen med andre interesserede i et livligt debatforum, så er dox:2700 dokumentarfilmklub sikkert lige noget. Det sker i Pilegården.

Man lægger ud med “Mechanical Love” – som er en foruroligende og interessant dansk film om den japanske robotforsker professor Ishiguro, og de etiske udfordringer forholdet mellem mennesker og robotter vil byde på i de kommende år.

                                                do

Oplæg og mulighed for debat efter filmen ved instruktøren Phie Ambo samt et lille japansk inspireret traktement.
Den prisbelønnede film er fra 2008, længde 79 min. Gratis adgang via onlinemedlemsskab.

Resterende program:

Onsdag den 4.februar kl. 18.30 på Husum Bibliotek sætter vi krigen i Afghanistan til debat ved visning af kortfilmen: ”Den hemmelige krig” fra 2006 instrueret af Christoffer Guldbrandsen, længde 59 min. Filmen berører den danske selvforståelse, og sætter fokus på hvordan Danmark har håndteret at være krigsførende nation. Efter debatten vises en lille gåhjem film også om Afghanistan: ”Våbenbrødre,” en helt ny dansk tegnefilm om tillid og om i krigens kaos at kunne skelne ven fra fjende. Den er instrueret af Cav Bøgelund, længde ca. 30 min.
 
Onsdag d. 4.marts kl. 18.30: på Husum Bibliotek vises ”Det gode liv” fra 2010 af Eva Mulvad. I en lille portugisisk by ved havet bor mor og datter sammen. Hele livet har de været rige, men nu er et liv på første klasse erstattet af ubetalte regninger, og en konstant angst for hvordan de skal klare sig i et land i økonomisk krise. Filmen varer 87 min.
 
Onsdag d. 8. april kl. 18.30 afslutter man første halvsæson på Husum Bibliotek med filmen: ”Så meget godt i vente” fra 2014 med instruktion af Phie Ambo. Bondemanden Niels driver sit landbrug ud fra teorien om, at mennesket og jorden er dybt forbundet med universet. Hans ideologi bygger på en stor kærlighed til alle levende organismer, hvilket flere af landets førende restauratører kan se perspektiver i. Filmen er et smukt indspark til miljødebatten om dyrevelfærd og fødevarer. Navn på tovholder på debatten fremkommer.
Filmens længde er 96 min.