En brødrister skabte det helt store drama

                         

Vi er jo kun mennesker, og i denne Corona-tid hvor vi skal være opmærksom på alt muligt og nærmest passe os selv, så kan der godt komme en smutter ind i mellem. Det skete mandag lige over middag på Løvetandsvej ved de gule ejendomme, hvor der pludselig vrimlede med politi, brandvæsen, stigevogne, ambulancer ja alt hvad der hører til en stor brandudrykning. 

Sagen var den, at der blev observeret røg i en af opgangene, og da der blev åbnet et vindue, sivede røgen også ud der. Så alarmen gik både på Tomsgårdsvejens brandstation og hos politiet, og få øjeblikke efter, vrimlede det med store røde biler og en masse blå blink. Man var klar til den helt store redningsmanøvre. Men da man kom ind i lejligheden, som var årsag til at dette, viste det sig blot at være noget brød, som var blevet glemt på en brødrister, og det afgav en masse røg.

                        

Alarmen blev afblæst – og hvis brandchefen midt i sin frustration har trukket lidt på smilebåndet, og politiet lige så, er det fuldt forståeligt. Ingen ildebrand – ingen tilskadekomne – men tre stykker forkullet brød – sådan gik en halv times tid i Brønshøj denne mandag den 6. april 2020.

(Netavisens altid udsendte fotograf Mikael Berggreen forevigede dramaet) ..