Endelig smilede lykken til Brønshøj - 3-0 ude over HIK i pokalen

FODBOLD: Det der skete tirsdag aften mod HIK kan have stor betydning – for var det endelig vendepunktet for BB efter et års tid med meget svingende resultater og få glæder ? I hvert fald scorede de sort/gule hele tre kasser i en betydende kamp, og det var nok til at slå HIK ud af årets pokalturnering. Lidt overraskende for nogen, fordi netop HIK startede årets 2. division med en udesejr på 2-0 over AB Tårnby, mens BB som bekendt indledte sæsonen med et 1-2 nederlag til Holbæk.

Flot, flot, flot ikke alene af spillerne men også af folkene omkring divisionsholdet. Gode nerver og en ukuelig tro på, at det her mandskab nok skal manifestere sig og få succes, det har været drivkraften. Og hatten af for det.

Dermed er Brønshøj igen med i bowlen, når der tirsdag i næstre uge trækkes lod til anden runde af pokalen. Lad os så også lige komme på tavlen med tre dejlige point lørdag eftermiddag mod Avarta. Sejren mod HIK må utvivlsomt have givet spillerne et kæmpe boost !

2700-netavisens udsendte Christian Haslund lægger ikke skjul på sin begejstring over 3-0-sejren:

Foto: Thomas løser

                            Fortjent og flot sejr i pokalen

DSC_0353 (1280x550)

Så længe de fantastiske supportere troligt møder op, har BB en uvurderlig 12.mand og medhjælper ..

Brønshøj tog sæsonens første sejr, da de i 1. runde af DBU Pokalen vandt en fortjent 3-0 sejr over divisionsrivalerne fra HIK.

Efter en målløs 1. halvleg trak Brønshøj for alvor fra i 2. halvleg.

Cheftræner Jesper Hansen havde foretaget hele syv ændringer i forhold til søndagens kamp mod Holbæk, og eneste gengangere i startopstillingen var Jamil Fearrington, Oliver Fredsted, Sebastian Lassen og Patrick Naundrup. Blandt andet Jabar Sharza fik chancen fra start, og det viste sig at være en god idé. Samtidig var der til debut til to spillere, Jeffrey Ofori og  Frederik Lorenzen.

1. halvleg var en meget lige affære, hvor ingen af holdene rigtig formåede at spille sig frem til de helt store chancer. Bedste bud på en scoring kom fra HIK, da Kasper Schultz fik snittet bolden videre til bagerste stolpe, men her manglede HIK-spilleren den sidste præcision, og endte med at sparke bolden direkte ind på Ofori.

Tættere på mål kom vi ikke i 1. halvleg, og holdene gik til pausen ved stillingen 0-0.

I 2. halvlegs begyndelse havde HIK et skud fra en spids vinkel, som var det tætteste hjemmeholdet kom på en scoring de sidste 45 minutter. Omvendt viste Brønshøj sig særdeles målfarlige, da de bare et par minutter efter fik bragt sig foran 1-0. Jabar Sharza tog sig af hjørnesparket ude i hvepsenes venstre side, og ved forreste stolpe dukkede Jamil Fearrington op, og han kunne heade sit andet mål i kassen for hvepsene i ligeså mange kampe.

Målet gjorde, at HIK skulle længere frem på banen, hvilket gav flere gode omstillingsmuligheder til Brønshøj, men det sidste manglede lige i afslutningerne. I den anden ende af banen blev HIK aldrig rigtig farlige, da forsvaret havde godt styr på de bolde, som Gentofte-holdet sendte fremad.

DSC_0331 (1280x846)

Så er der kasse til BB ..

Godt 20 minutter før tid fik hvepsene så udnyttet en af omstillingerne, da Sharza modtog bolden ude i venstre side, hvorefter han trak ind i banen, og med et knastørt hug sendte han bolden over i det lange hjørne uden chance for HIK’s målmand.

Sharza skulle dog give fansene, der var mødt talstærkt op, mere at juble over, da han kort før tid, nærmest lavede en perfekt gentagelse af 2-0 målet, og sendte kuglen i mål til slutresultatet 3-0.

En utrolig befriende sejr for både ledelse, spillere og fans, der efter kampen kunne takke hinanden for en god indsats på henholdsvis banen og tilskuerpladserne. Vi så en kamp, hvor Brønshøj kæmpede for hver en meter, og fik belønning for det mod et HIK-hold, der aldrig fik deres spil til at lykkes.

Næste kamp er på lørdag den 15. august kl. 15, når hvepsene tager mod Avarta hjemme på Tingbjerg Ground til sæsonens første hjemmekamp.

HIK – Brønshøj 0-3 (0-0)

Opstilling:
Johan Gårdsvoll – Jamil Fearrington, Jeffrey Ofori, Sebastian Grubak, Oliver Fredsted – Jonas Skovengaard, Frederik Lorenzen (72. Malte Kiilerich) – Sebastian Lassen, Martin Rasmussen (59. Andreas Granskov (78. Casper Henningsen)), Jabar Sharza – Patrick Naundrup

Ikke benyttet:
Kasper Vilfort, Lars Emil Juel Andersen, Nuri Mustafi, Mohsen Charrat

Mål:
0-1: Jamil Fearrington (52)
0-2: 
Jabar Sharza (72)
0-3: Jabar Sharza (89)

Advarsler:
HIK: Mathias Larsen, Nick Christensen, Kasper Schultz

Tilskuere:
369

Dommer:
Benjamin Willaume-Jantzen