Endnu et kræmmermarked på Bellahøj fra torsdag til og med søndag

Jamen det er jo et tegn på, at vi går varmere tider i møde. Det ene kræmmermarked afløser det andet på Bellahøj, og så bliver der en pause indtil starten af september, hvor det gode gamle Bellahøj Kræmmermarked traditionen tro er på banen. På grund af inflationen af disse markeder, hedder sidstnævnte nu “Efterårsmarkedet” – for at der ikke skal være tvivl.

Godt nok lanceres det kommende kræmmermarked som Børnehjælpsdagens, men det er nu ikke helt som i gamle dage, hvor det virkelig var den organisation, der alene stod for det. I dag lægger man faktisk bare navn til arrangementet, og så får man et fast beløb for det. En ordning man er meget tilfreds med indenfor Børnehjælpsdagen, idet man slipper for risiko og en masse arbejde. Bliver det fire dage i øsende regn, kan enhver jo regne ud, at det ikke er nogen god forretning. Så man ved, hvad man får under alle omstændigheder.

Over 200 glade kræmmere fra hele landet byder velkommen og sælger ud af deres loppeting, genbrugsguld, brugte sager og nye varer. På den store markedsplads er der også underholdning for hele familien.

Gratis koncert med Bro og Rasmus Nøhr

I løbet af de fire dage vil der være musik af den helt store kaliber – og det er gratis, når entréen til markedet først er betalt.

Oplev for eksempel Bro torsdag den 10. maj, kl. 17:00 og Rasmus Nøhr lørdag den 12. maj, kl. 15:00. Begge koncerter finder sted på Tivoliscenen.

Rundt om i musikteltene er der også gode navne på plakaten som for eksempel Albert Dyrlund, Mig og Bonden og Scotty McIrish Duo.

Overraskelser til børnene

Børnehjælpsdagens Kræmmermarked er naturligvis også for børn. De sjove forlystelser i Ankers Tivoli kan bidrage til mange timers fornøjelse.

Derudover venter der en masse gratis overraskelser.

Børnehjælpsdagens direktør, Ina Thorndahl, uddeler 500 fribilletter til karrusellerne torsdag 10. maj kl. 14:00. Børnene kan også møde Pingvinen Pelle, der uddeler lækre Frisko-is samt Løven Larry, der uddeler snold.

En støtte til udsatte børn

Det er 28. år i træk, at det traditionsrige marked finder sted – til støtte for hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen, der arbejder året rundt med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark. De første 25 år stod man selv for det hele.

Vil man for øvrigt vide mere, så sving forbi Børnehjælpsdagens egen info-stand, hvor medarbejdere samt frivillige står klar til en snak – alle fire dage.

I standen vil der også være en række aktiviteter for både børn og voksne, blandt andet gratis ansigtsmaling, uddeling af balloner, konkurrencer samt et loppemarked, hvor alle indtægter går ubeskåret til den danske hjælpeorganisation.

Læs mere om Børnehjælpsdagens Kræmmermarked og find praktiske info samt det fulde underholdningsprogram på: www.bhd-marked.dk

OM BØRNEHJÆLPSDAGENS KRÆMMERMARKED 2018

Børnehjælpsdagens Kræmmermarked finder sted på Bellahøjmarken (Bellahøj Camping) i København, den 10.-13. maj.

Adgang muligt via alle fire indgange til Bellahøj Camping (Bellahøjvej, Borups Allé, Tomsgårdsvej og Hvidkildevej).

Pris: 25 kroner for alle fire dage.

Åbningstid: kl. 10:00-21:00, fredag dog kl.12:00-21:00.

Kræmmerne lukker ned ca. kl. 22