Få adgang til et kæmpearkiv af gode dokumentarfilm

IMG_1859

Husum Bibliotek og Pilegården åbner dokumentarfilmklub i januar, der giver medlemmer adgang til at se og diskutere kort- og dokumentarfilm fra et arkiv med 1400 kvalitetsfilm.

Det er Statens Filmcentral, der via bibliotekerne tilbyder borgerne at se disse film på biblioteket.

Man lægger ud onsdag den 14. januar med Phie Ambos ”Mechanical Love”- en foruroligende og aktuel dansk film om den japanske robotforsker professor Ishiguro, og de etiske udfordringer forholdet mellem mennesker og robotter byder på. Filmen vises på Pilegården, hvor der er oplæg ved instruktøren og et lille japansk inspireret traktement.

Onsdag den 4. februar sættes krigen i Afghanistan til debat på Husum Bibliotek og der vises Christoffer Guldbrandsens film: ”Den hemmelige krig”. Filmen berører den danske selvforståelse og sætter fokus på, hvordan Danmark har håndteret at være krigsførende nation. Efter debatten vises en lille gåhjem film også om Afghanistan:” Våbenbrødre”, en helt ny dansk tegnefilm om tillid og om i krigens kaos at kunne skelne ven fra fjende.

Onsdag den 4.marts vises filmen: ”Det gode liv” fra 2010, instrueret af Eva Mulvad. I en lille portugisisk by ved havet bor mor og datter sammen. Hele livet har de været rige, men nu er et liv på første klasse erstattet af ubetalte regninger og en konstant angst for, hvordan de skal klare sig i et land med pengeproblemer. Datteren er nødt til at lægge sin dekadente livsstil på hylden og forsøge at finde sig et job. Med et tomt cv og en rigmands-attitude, er det lettere sagt end gjort.

Onsdag den 8.april sluttes sæsonen med den helt nye film fra 2014: ”Så meget godt i vente”. Filmen er et indspark til miljødebatten om dyrevelfærd og fødevarer. Man følger bondemanden Niels, som driver sit landbrug ud fra teorien om, at mennesket og jorden er dybt forbundet med universet. Hans ideologi bygger på en stor kærlighed til alle levende organismer, hvilket flere af landets førende restauratører kan se perspektiver i.

Alle film vises kl.18.30. Man kan melde sig ind i dox:2700 via Husum Biblioteks og Pilegårdens hjemmesider, og medlemskabet er gratis. Folder med program kan hentes på de lokale biblioteker samt Pilegården.

Der lægges op til, at brugerne på sigt er med til at vælge emner og film, og man ser frem til, hvis også medlemmerne har lyst til at holde oplæg eller styre debatten.