Fakta Søholm kører på sidste vers men genopstår som Coop365 Søholm om få dage

 

Lørdag eftermiddag lukkede Fakta Søholm bogstavelig talt ned efter mange år, men den vil genopstå på fredag som den nye discountkæde og bærer så navnet Coop365 Søholm. Indtil da er butikken lukket, og der arbejdes på livet løs på at få gjort alt klar til den store åbningsfest, som helt nøjagtigt sker fredag den 19. november, hvor alle er inviteret indenfor.

Danmarks nye discountkæde Coop365 åbner altså sin nye butik i Brønshøj. Det sker på Frederikssundsvej 202, hvor dørene slås op klokken 8.00.

Den tidligere Fakta Søholm har da gennemgået en større ombygning, og står klar til at invitere kunderne ind til skarpe tilbud, nyt grønt design og masser af økologi.

Sådan ser butikken ud lige nu – alt roder, for på fredag skal den nye butik stå helt klar.

– Jeg glæder mig til at se kunderne igen og vise vores helt nye Coop365-butik, som vi er meget stolte over, fortæller butikschef Kim Sølvberg Stryhn til netavisen. – Vores mål er, at det altid skal være billigt, nemt og godt at handle her. Så hvis der er kunder, der synes, der er noget, vi kan gøre bedre, så må de endelig tage fat i mig.

– Vi har spurgt kunderne, hvordan deres ideelle dagligvarebutik ser ud. Svaret er klart, at de ønsker at foretage hele deres indkøb i én og samme butik, så de undgår at skulle handle flere steder på en travl hverdag, siger kædedirektør Thomas Nielsen.

Coop365-butikkerne har udvidet sortimentet og har 600-700 flere forskellige varer på hylderne, end kunderne ellers har været vant til i discountregi. Mere end 400 varer på hylderne er økologiske, og kæden tilbyder 10% bonus på al frisk frugt & grønt, hvis man handler med Scan & Betal – og så kommer man til og med også nemt og hurtigt igennem butikken.

Foto: F. Sund