Festligt afdansningsbal for Pejsegaarden Dans i Tingbjerg hallen

I lørdags fejrede Pejsegaarden afslutningen af endnu en forrygende dansesæson med et storslået afdansningsbal og efterfølgende afterparty for de voksne. Et afdansningsbal som har været længe ventet efter to sæsoner med aflysninger på grund af corona!

Foto: Kenneth Rasmussen

200 glade dansere var samlet og viste i løbet af dagen resultatet af sæsonens dansetimer for de 500 fremmødte publikummer i Tingbjerg skoles idrætshal.

På dansegulvet var der shows og opvisninger af børn, unge og voksne i alle aldre. Fra de helt mindste 2 årige, over rytmik, MGP dans, MTV dans, hip hop, showdance, moderne dans til de voksne pardansere og motionsdanserne fra De Dansende Divaer og Girls & Gays holdene på Pejsegaarden. Som et ekstra krydderi åbnede anden afdeling med et storslået musical show nummer med alle Pejsegaarden dans’ dygtige undervisere.

Afdansningsballet sluttede med et afterparty med underholdende optræden af dragdronningen over dem alle – Tinus, og gulvet i Tingbjerg hallen var tætpakket af glade dansende medlemmer helt til midnat.

5, 7 og 10 års dansejubilarer blev fejret, og det var et imponerende syn, da 35 dansere modtog deres flotte diplomer og lykønskninger. Selvom Pejsegaarden ikke har været Ronnie og Nikolais i mere end seks et halvt år, så har alle dansere selvfølgelig deres anciennitet med fra Ronnies tidligere danseskoler på Nørrebro og i Vanløse, så der kunne nu fejres helt op til 10 års jubilarer.

Et afdansningsbal markerer afslutningen på en sæson, men på Pejsegaarden ligger de ikke på den lade side bare på grund af sommer. Så i uge 26 er der Summer Dance Camp for alle unge mellem 8-16 år, der gerne vil prøve at danse, det kan man læse mere om her: https://pejsegaardendans.dk/summercamp2021/. Alle de voksne motionsdansere, De Dansede Divaer og Girls & Gays danser uafbrudt året rundt, også hele sommeren og programmet er her: https://www.dedansendedivaer.dk/sommerskema.

Ronnie Handskemager ledte slagets gang. – Det er en fornøjelse, at så mange nyder at danse på Pejsegaarden, siger han til netavisen. – Jeg elsker, så mange vil deltage og er imponeret over den store opbakning, der er fra familier og venner til alle vores dansere. Siden Nikolai og jeg overtog Pejsegaarden for seks et halvt år siden, er det strømmet til med nye dansere i alle aldre, og selvom coronaen har været hård ved os, er jeg glad for, vi stadig er her.

Vi er stolte over resultatet og glæder os til at byde op til dans igen fra næste sæson som starter fra den 5. september, allerede nu strømmer tilmeldingerne ind og jeg ser frem til at overgå dette års afdansningsbal næste år, slutter Ronnie Handskemager.

Man kan tilmelde sig danseholdene hos Pejsegaarden dans på www.pejsegaardendans.dk – her kan man også læse om alle de forskellige hold og undervisere.