Fire nye spillere til Brønshøj !

I Tårnby FF har Brønshøj hentet målmand Lucas Chang-Andersen og midterforsvarer Lukas Kiilerich og fra AB Tårnby Sebastian Weber Pedersen og endelig Elias Amani fra AB. 

Lucas Chang-Andersen (23) kom til Tårnby FF i sommeren 2021 efter et ophold i Vejle, fortæller man fra BB. – Vi har selv set Lucas’ evner som målmand på nærmeste hold. I vores indbyrdes opgør den 9. september 2022 denne sæson havde Chang-Andersen den ene store redning efter den anden.Han har da også ageret en sikker sidste skanse for Tårnby FF i 42 kampe, hvor det er blevet til hele 16 rene bure.

Lukas Killerich (22) begyndte i Tårnby FF i 2021. Her har han udviklet sig markant, og har været stabil i midterforsvaret. I sidste sæson blev Kiilerich også kåret til årets spiller i Tårnby FF.

Sebastian Weber Pedersen (22) spiller på den centrale midtbane og har i efteråret spillet 3. division for AB Tårnby. Inden da havde Sebastian været i KFUM, hvor han var anfører.

Elias Amani (18) kan spille både på midtbanen og på kanten. Elias har fået sin fodboldopdragelse i Hvidovre, hvor han spillede som ung. Senere gik turen til Ishøj IF og senest AB, hvor han i efteråret spillede for deres U19-hold i U19-divisionen.

De fire nye kan få de første kampminutter for hvepsene, når vi møder LSF den 28. januar kl. 12 ved Smørum Idrætscenter i årets første træningskamp.

Og mens vi siger goddag til Lucas og Lukas, så siger vi farvel til flere spillere. Tak for indsatsen til Brendon Ziberi, Christian Toftum, Frederik Nielsen, Jannik Mayhöfer, Kevin Bechmann Timm, Matin Husaini, Nicolai Jægergaard, Patrick Johansen, Rasmus Rønne og Simon Vejlgaard.