Foredrag: Lystbilleder – intime nedslag i 3000 års erotisk kunsthistorie

 
Torsdag den 19. december kl. 17-19 er der på Rytterskolen mulighed for at få intime nedslag i 3000 års erotisk kunsthistorie ved kunsthistoriker Bettina Sinnet Fornitz fra Galerie Eros, som har udlånt værker til den aktuelle december-udstilling med Anni Lipperts nissepiger. Man må sige Kulturhuset/Rytterskolen slutter året af med brask og bram
 

Den erotiske kunsts historie går næsten ligeså langt tilbage som kunstens historie, og kigger man tilbage i den vestlige verdens kunsthistorie viser det sig, at langt de fleste store kunstnere på et eller andet tidspunkt har skildret det erotiske, enten i al hemmelighed eller som bestillingsarbejder til konger, adelsfolks og rigmænds boliger.

I stærkt religiøse perioder er den erotiske kunst gerne blevet dækket ind under titler som “Adam og Eva”, “Susanne i Badet” eller “Venus”, mens erotiske kunstværker til andre tider, som i Oldtidens Pompeji , er blev brugt frit tilgængeligt i bybilledet for at vise vej til bordeller eller som frugtbarhedssymboler for at fremme væksten af eksempelvis vin. 

I en tid med stadig voksende nypuritanisme søger kunsthistoriker Bettina Sinnet Fornitz med dette foredrag at sætte den visuelle gengivelse af det erotiske i et historisk og kulturelt perspektiv. 

Der advares om, at der i sagens natur vil blive vist eksempler på erotisk kunst, som særligt sarte sjæle kunne finde anstødelige.

– See more at: http://kulturogfritid.kk.dk/rytterskolen/aktiviteter/foredrag-lystbilleder-%E2%80%93-intime-nedslag-i-3000-%C3%A5rs-erotisk-kunsthistorie#sthash.YfhqWIPg.dpuf