Forslag til lokalplan Bystævneparken sendt i høring

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget har behandlet endnu et forslag til en omfattende ændring af et område i bydelen. Nu er forslag til lokalplan med miljørapport for Bystævneparken sendt i offentlig høring i otte uger.

Foto (Bystævneparken): Dele af Bystævneparken. I baggrunden højhusene på Bellahøj.

Lokalplanen skal bidrage til at udvikle Bystævneparken i Husum fra et utidssvarende institutionsområde til et moderne bykvarter med boligområde, serviceerhverv og moderniserede institutioner på baggrund af Udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse fra 2019 og Helhedsplan for Bystævneparken fra 2021, samt et krav fra parallelsamfundslovgivningen fra 2018 om at andelen af almene familieboliger i området Tingbjerg/Utterslevhuse og Bystævneparken samlet skal nedbringes til 40 % senest i 2030, samt at der skal etableres en vejforbindelse mellem Husum og Tingbjerg over Vestvolden. Denne vejforbindelse er vedtaget med en anlægslov i Folketinget sidste år.

Lokalplanområdet omfatter Bystævneparken, der er anlagt i starten af 1970-erne, med et areal på i alt ca. 100.000 m2 og er i dag indrettet med kommunale institutioner, herunder flere plejecentre, demensboliger, daginstitution, botilbud, madproduktionskøkken og rehabiliteringscenter. I alt ca. 51.000 m2 etageareal i bygninger i to til otte etager.

Planens hovedindhold

Ifølge forslaget til lokalplan bliver der mulighed for at udvikle området med en blanding af boliger, institutioner og erhverv med et samlet etageareal på i alt ca. 108.000 m2. Området foreslås bestå af en blanding af rækkehuse og etagehusbebyggelser inkl. et botilbud i form af åbne og lukkede karréer, et rundt fælleshus i to etager, to daginstitutioner med hver sin udformning, et stort plejehjem i én til tre bygninger samt et p-hus med serviceerhverv i stueetagen.

Foto Bystævneparken: Bystævneparken i dag – men næppe i fremtiden.
Der bliver mulighed for at bygge i to-tre etager mod villaområdet og op til fem etager mod Bystævnet og Voldparken samt en maksimal bygningshøjde på 26 m i otte etager mod Vestvolden.

Politikerne på Københavns Rådhus har tidligere besluttet, at forvaltningerne skulle udarbejde forskellige modeller for, hvordan byggefællesskaber i Bystævneparken kan understøttes og realiseres.
Derfor er der i Lokalplanen disponeret bebyggelser i området, fastlagt veje og parkeringsløsninger mv., som skulle give gode muligheder for, at der vil kunne opføres bygge- og bofællesskaber, dels som rækkehuse dels som dele af etageboligbebyggelse. Gennemførelse af byggefællesskaber forudsætter dog en særskilt politisk beslutning ved udbud af byggeret i Bystævneparken.

Efter høringsperioden vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget til politisk behandling.

EF