I morgen søndag den 12. april skal vi støtte Kræftens Bekæmpelse !

                                      
                             Kræftens bekæmpelse - Kopi 

 

I morgen søndag den 12. april går tusindvis af indsamlere på gaden i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. I år fejrer indsamlingen 30 års fødselsdag og kan glæde sig over, at frivillige siden 1986 har gået, hvad der svarer til 47 gange rundt om jorden og indsamlet mere end 650 mio. kr. til kampen mod kræft.

 

Det er i år 30. gang, at frivillige går på gaden for at samle penge ind til kampen mod kræft. Og lige fra Kræftens Bekæmpelses første landsindsamling i 1986 har opbakningen været stor. Det fortæller Bjarne Heide Jørgensen, der er chef for afdelingen for Frivillig Indsats i Kræftens Bekæmpelse, og som i sin tid blev ansat til netop at organisere en landsdækkende indsamling:

 

– Alle 275 kommuner var med fra starten, og vi havde 41.000 indsamlere det første år, hvilket faktisk er flere, end vi har nu, så ruterne var kortere. Interessen for at få en indsamling til kommunen kom mange steder fra byens borgmester, der gik forrest for at få stablet en indsamling på benene. Også mange husholdningsforeninger gik aktivt ind i arbejdet, og erhvervslivet gav flotte donationer, siger Bjarne Heide Jørgensen.

 

Fælles vilje

Også i Brønshøj – Husum er opbakningen til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling altid stor. Det fortæller Sanne Bille og Janni Rytsel, der er ledere af landsindsamlingen i Brønshøj og Husum.

 

– Det er overvældende at opleve, hvor mange der bakker op om indsamlingen. Uanset hvem der går på gaden, og hvem vi møder derude, er den gode stemning altid forrest – sammen med viljen til at kæmpe for den gode sag, siger Janni Rytsel.

I år har Pilegården i Brønshøj igen åbnet sine døre som udgangspunkt for indsamlingen – det er vi taknemmelige for siger Sanne.  – 

                                                      pil

Også Husum bibliotek har stillet lokaler til rådighed,

således  at vi  i Husum har en basis for indsamlingen.

Vores bank lukkede, men heldigvis tilbød Husum

bibliotek at hjælpe og en medarbejder Tina har lovet

at komme på arbejde søndag den 12. april og hjælpe os.

                                                                bib 

Enorm indsats

Igennem årerne er der blevet samlet mere end 650 mio. kr. ind. af knap 661.000 indsamlere. Og den 12. april i år vil omkring 95 pct. af samtlige husstande i Danmark få besøg af en indsamler. Det skyldes ifølge Bjarne Heide Jørgensen, at Kræftens Bekæmpelse er lokalt organiseret og rigtig godt forankret i alle kommuner.

– Vi er meget stolte af og taknemmelige over, at tusindevis af mennesker hvert år yder så stor en indsats. Det gælder både de frivillige kampagneledere, der organiserer hele indsamlingen, og de mange, der går fra dør til dør og samler ind. Pengene er med til at gøre en stor forskel for foreningens arbejde med både forskning, patientstøtte og forebyggelse, siger Bjarne Heide Jørgensen.

 

Alle kan melde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling 2015. Unge under 18 skal gå to og to, mens børn under 13 skal følges med en voksen.

Man kan melde sig som indsamler på 7012 2015 eller gå ind på www.indsamling.dk