fsb giver 100.000 kroner til ny bog om Tingbjerg

Med fsb´s bidrag er ny bog om Tingbjergs historie, arkitektur og indretning nu tættere på at blive realiseret

fsb´s organisationsbestyrelse har besluttet at bevillige 100.000 kroner til projektet, der skal beskrive Tingbjergs historiske betydning og nutidige udvikling. Tanken er, at bogen dermed også bliver en fortælling om velfærdssamfundets tanker og forestillinger om den ideale by.

– fsb har sammen med boligorganisationen SAB, Københavns Kommune og den private ejendomsudvikler NREP udarbejdet en ambitiøs byudviklingsplan for Tingbjerg. Set i det lys skal bogen udfolde de mange gode historier og sætte spot på Tingbjergs store kvaliteter og dermed være med til at skabe en ny positiv fortælling om bydelen, siger Pia Nielsen, direktør i fsb.

Bogen skal desuden være en introduktion til arkitekt Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekt C. Th. Sørensen, der har tegnet Tingbjerg. SAB har også bidraget økonomisk til projektet, som derudover skal finansieres via fondsstøtte.  Bogen bliver til i et samarbejde med en række fagfolk fra Arkitektskolen Aarhus, og skal udgives sidst i 2019.

Foto: Jørgen Weber