Gadelandet er belejret af parkerede biler alle hverdage ..

Vi skal helt tilbage til pokalkampen mellem Fix-Brønshøj i Husum Idrætspark for nogle år siden for at opleve tilsvarende antal parkerede biler i Gadelandet. Dengang var der omkring 600 tilskuere til lokalopgøret, og alle kunne leve med den trængsel, fordi det var en engangsforteelse. Men det man oplever i dag, hvor Gadelandet og tilstødende veje er proppet med parkerede biler er en helt anden sag. Det må være biler fra den lokale gigantvirksomhed Radiometers medarbejdere, for der er kun tale om hverdage, og kigger man på firmaets interne parkeringsplads, så er der også her proppet godt til. Netavisen har fået flere klager fra omkringboende, og det går også på, at man er forbløffet over, at der også parkeres på de grønne arealer. Det betyder en meget dårlig orientering fra biler, som f.eks. kommer fra kolonihaven Bellevue og skal ud på Gadelandet. Man klager simpelthen over ikke at kunne se ordentligt på grund af de ulovligt parkerede biler. Måske burde politiet smutte en tur forbi, så de kan se på forholdene.