Husum klar favorit i slutspil med Skjold, Rønne og B. 1903

Mens vi går og venter på informationer fra DBU København, kan vi i Bornholms Tidende læse, at der kommer et slutspil, hvor rækken deles op i tre puljer med henholdsvis fire eller fem hold i hver pulje.

Den bornholmske avis skriver:

DBU København har på grundlag af en snak, man havde med klubberne i forrige uge, besluttet sig for at afslutte Københavnsserien 2019/2020 med et slutspil, hvor rækken deles op i tre puljer med henholdsvis fire eller fem hold i hver pulje.

Det er frivilligt, om klubberne vil deltage, idet nedrykningen suspenderes. Dog skal de fire bedste hold i rækken efter efterårsturneringen 2019 stille op, idet der i pulje 1 spilles om oprykning til Danmarksserien.

De fire hold i pulje 1 bliver Husum, Skjold, RIK og B 1903.

NB Bornholm, der ellers lå nummer fire efter efterårsturneringen, havner i pulje 2 sammen med Fremad Amager, HB, FC Græsrødderne og FB. Det skyldes, at holdene kun har mødt hinanden én gang, og så er det målforskellen og ikke de indbyrdes kampe, der afgør placeringsrækkefølgen.

NB Bornholm, Fremad Amager og B 1903 sluttede alle efteråret med 21 point, men med en målscore på 43-27 overtager B 1903 fjerdepladsen. NB Bornholm går videre fra en femteplads med et målregnskab på 24-19, mens Fremad Amager i den korrigerede stilling indtager sjettepladsen med en målscore på 24-28.

Med kun tre kampe i slutspillet, der afsluttes inden sommerferien, bliver Husum med 31 point svære at indhente i kampen om DS-pladsen i pulje 1, mens RIK stadig kan nå at blande sig i kampen om andenpladsen. Skjold har 25 point, RIK 22 point og B 1903 21 point.

De første kampe vil som udgangspunkt blive fastsat til uge 25. Klubberne vil i løbet af tirsdagen blive orienteret nærmere omkring kampprogrammet.

Utroligt dette skal komme fra Bornholms Tidende, når man intet har hørt i Husum Boldklub !