Jazz i Pilegårdens have med fri entré

Tirsdag den 26. juni kl. 19 er der lækre jazztoner i Pilegårdens grønne have. På programmet er udadvendt og festlig oldschool jazz med swing, blues og New Orleans-klassikere.

Aftenens hovednavn på scenen er en virtuos australsk klarinettist. Den herboende australske jazzmusiker Chris Tanner voksede op i Melbourne, hvor han samlede klarinetten op i en alder af bare 15 år. Tanner formår altid at skabe en intens og medrivende stemning med humor, indlevelse og jazz af høj kvalitet. Med sig på scenen har han råswingende Hans Knudsen på piano og sang og bassisten Jens Sølund, der har spillet jazz i mere end 50 år blandt andet i Papa Bue’s Viking Jazzband. Den efterspurgte trommeslager Morten Ærø lægger også vejen forbi og sidst men ikke mindst kan man opleve den rutinerede guitarist Henrik Bay.

Der er fri entré til koncerten og grillen er tændt fra kl. 18 til medbragt mad og drikkevarerne kan købes hos Café Pilen og Coffeesound, der rykker ud med deres nye kaffecykel. Bliver vejret dårligt, rykker koncerten indenfor.

Sommerjazz i Pilegårdens have er arrangeret af JazzPetanque med støtte fra Bellahøj Kræmmerfestival og i samarbejde med Pilegården og Ole ”Fessor” Lindgreen.

 Kniber det med tålmodigheden er der lækre og gratis jazztoner i Pilegården allerede torsdag d. 14. juni kl. 13-16, hvor der bliver spillet håndplukkede jazzstandarder til en Jazzlounge i caféen.