Det nye Sognehus bliver en stor gevinst for kirkelivet i Brønshøj

På søndag, den 31. marts, bliver Brønshøj Sognehus indviet. Flemming Dalgaard Hansen, der er formand for menighedsrådet, er glad for huset. Han betegner det som en styrke for kirkelivet i Brønshøj

Formand for menighedsrådet Flemming Dalgaard Hansen glæder sig

– Det er en stor dag. Ikke bare for os, der har vores faste gang i kirken, men for hele sognet. Jeg glæder mig meget til at tage dette fantastiske hus i brug.

Sådan lyder det fra Flemming Dalgaard Hansen, der som formand for menighedsrådet har stået i spidsen det store byggeri – fra de første spæde tanker, til den endelige overdragelse. Brønshøj Sognehus erstatter det gamle sognecenter, der blev indviet i 1925.

– Det er vemodigt at flytte fra sognecenteret, der har givet os så mange gode minder. Men pladsen var for lille, og skal kirkelivet i Brønshøj udvikles, er det nødvendigt med flere kvadratmetre, siger Flemming Dalgaard Hansen og træder ind i den store sal, da han lavede en lille rundvisning for netavisen.
Ja, faktisk kan vi dele salen op i to, så vi kan udnytte pladsen meget bedre, siger han.

Den ene sal, Torvesalen, har panoramoudsigt ud mod Brønshøj Torv, mens den anden, Havesalen, viser ind mod præstegårdshaven.

– Jeg håber, at hele sognet vil tage godt imod dette nye hus. For det er et hus, hvor alle skal føle sig velkomne. Vi kan nu tilbyde bedre faciliteter for vores kor, en akustisk smuk sal til koncerter og foredrag og meget mere plads til vores ungdomsarbejde. Så huset er en stor gevinst for kirkelivet i Brønshøj, siger Flemming Dalgaard Hansen.

Brønshøj Sognehus bliver officielt indviet søndag den 31. marts. Først med en festgudstjeneste kl. 12.00 i Brønshøj Kirke og derefter reception kl. 13.30. Hver dag fra mandag den 1. til lørdag den 6. april vil der blive afholdt en lang række aktiviteter i en decideret åbningsfestival. Læs mere på www.bronshojkirke.dk.

tekst og foto: Bo Nygaard Larsen