Fastelavn med søndagsbrunch i Bellahøj Kirke

Søndag den 11. februar kl.10:30 fejres der traditionen tro fastelavn i Bellahøj Kirke. Det bliver med en børnevenlig udgave af søndagsgudstjenesten og bagefter står De grønne Pigespejdere for fællesspisning og tøndeslagning. De bedst udklædte kåres under kaffen og fastelavnsbollerne. ”Kirken plejer at være fuld af udklædte børn, og jeg håber på, at de vil være med på at lave lidt sjov undervejs”, siger Johanne Haastrup, som er præsten denne dag. Johanne er lidt bekymret for den store opgave, der hører med, nemlig at kåre de bedst udklædte. ”De er simpelthen så dygtige og opfindsomme, ærgerligt, at der kun er tre præmier.” – siger hun. Bellahøj Kirke fortsætter deres nye tiltag med brunch efter søndagsgudstjenesten. Der er søndagsbrunch 2. søndag i måneden efter Bellahøjmessen (gudstjenesten hedder sådan, fordi der er mere ny musik, tekster på hverdagsdansk, og lidt lettere liturgi end i den klassiske højmesse). Brunchen (med det hele) koster kun 30 kr. for voksne, og det er gratis for børn.