Husum og Husumvold Kirker den 13. november - 21. november

Husum Kirke meddeler:

Tirsdag den 13. november kl. 10-12: Fællessang i ANX’et – Drop-ind til fællessang i annekset. Her er kaffe, te, hygge og en hel masse sang. Ved roret står korleder og organist Kirsten Thorup.

Det er ganske gratis.

Torsdag den 15. november kl. 9-10: Morgensang og andagt i Husum Kirke ved sognepræst Iben Hornshøj Sørensen. Kom og syng med!

Det giver en fantastisk start på dagen. Der rundes af med hygge og morgenbrød indtil kl. 10.

Torsdag den 15. november kl. 10-12: Babygudstjeneste – afslutning på sæsonens babysalmesangshold ved organist og babysalmesangsinstruktør Kirsten Thorup og sognepræst Iben Hornshøj Sørensen.

Lørdag den 17. november kl. 16: Koncert – Beethoven#6. Gå ikke glip af den sjette og sidste koncert i serien med Beethovens samlede strygekvartetter, spillet af Arild Kvartetten.

Her spilles opus 18 nr. 6 i B-dur, opus 135 i F-dur og opus 59 nr. 3 i C-dur. Og du kan sagtens være med, selvom du ikke har hørt de første. Fri entré.

Tirsdag den 20. november kl. 19: Aftengudstjeneste – tid til ro og eftertænksomhed. Ved sognepræst Bettina Birk Jensen.

 

Husumvold Kirke meddeler:

Tirsdag den 13. november kl. 17: Spaghettigudstjeneste – om stigen op til himlen. Det er kirke og kristendom i børnehøjde, når sognepræst Line Bjørn Hansen fortæller bibelhistorier, så børnene kan forstå det.

Børnekorleder Christina Schimmell Rindorf er også med. Efter gudstjenesten er der fællesspisning, hvor menuen naturligvis er spaghetti med kødsovs. Det er gratis og uden tilmelding. Alle er velkomne!

Onsdag den 14. november kl. 10-12: Husumvold Kirkes legestue – Gerd og Birte slår også denne onsdag dørene op for legeglade børn og deres voksne. De sørger for hjemmebagte boller, saft, te og kaffe, og glæder sig til at tage imod nye såvel som gamle deltagere. Det koster 5 kr. pr. familie.

Torsdag den 15. november kl. 19: Kirkebio – Intet nyt fra Vestfronten. Instruktør: Lewis Milestone, 1930. Den 11/11 kl. 11.00 er det nøjagtigt 100 år siden, at 1. Verdenskrig sluttede. Det mindes Husumvold Kirke denne aften ved at se filmatiseringen af Erich Maria Remarques delvist selvbiografiske roman fra 1929, der beskriver krigens gru set fra en 19-årig soldats synsvinkel. Filmen er – som Remarque selv skriver i forordet til sin roman – hverken en anklage eller en bekendelse, men et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen – selv om den også undslap granaterne.

Stig Boel kommer med et kort oplæg til filmen, og efter filmen, er der mulighed for at diskutere det, der gjorde indtryk. Øl og vand 10 kr.

Tirsdag den 20. november kl. 19: UngdomsKULTgudstjeneste – der er ungdomsKULTgudstjeneste for Husum og Husumvold Kirkers konfirmander i Husumvold Kirke – og alle andre, der har lyst til at være med.

Husumvold Kirkes band står for musikken, og sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby for ordene.