Husum og Husumvold Kirker den 26. februar-6. marts

Husum Kirke meddeler:

Torsdag d. 28. februar kl. 9-10: Morgensang, andagt og morgenbrød i Husum Kirkes mødesal. Kom og syng med – det gør glad! Det er sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby, der leder morgensangen denne torsdag.

Torsdag d. 28. februar kl. 17: SMÅT ER OGSÅ GODT – Husum Kirke holder gudstjeneste for børn og familier, for unge, enlige og gamle – på børnenes præmisser med fortælling, leg, bevægelse og sang.

Efter gudstjenesten er der fællesspisning. Børnene kan lege, og de voksne kan få en snak.

Ved sognepræst Bettina Birk Jensen og børnekorleder Christina Schimmell Rindorf.

Lørdag d. 2. marts kl. 10-12: Sang, dans og musik for 1-4-årige og deres voksne. Formiddagen rundes af med brød, frugt, te, kaffe, fri leg og snak. Organist, korleder og musikpædagog Kirsten Thorup slår tonen an. Det er gratis, men husk tilmelding til hold og venteliste på www.husumkirke.dk. Aktuelt er holdet fuldt. Har du plads, bedes du tilmelde dig de enkelte lørdage senest fredag til Kirsten (61697059).

Søndag d. 3. marts kl. 10.30: JESU DÅB – kom til højmesse ved sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby.

Søndag d. 3. marts kl.14: Fastelavnsgudstjeneste – SOM EN DUE. Tag den bedste udklædning på og kom til fastelavnsgudstjeneste for hele familien i Husum Kirke ved sognepræst Bettina Birk Jensen.

 

Bagefter slår vi ”katten af tønden” på kirkepladsen. Der er tønder til både voksne og børn. Når den sidste pind er nede, er der fastelavnsboller indenfor.

Tirsdag d. 5. marts kl. 19.30: Aftengudstjeneste – AT GIVE LIV TIL HÅBET.

”Hvis du ikke har råd til det hele, hvad vil du så helst undvære? Lægehjælp, mad eller vand?”

Husum og Husumvold Kirkers konfirmander får besøg af Sultkaravanen fra Folkekirkens Nødhjælp i Husum

Kirke. Sultkaravanen består af en gruppe unge, der med fortælling og lege vil lade konfirmanderne mærke forskellighed og uretfærdighed på egen krop.

FKN uddeler drikkevand, vandbeholder og vandrensning til fattige familier i Kampong Speu, Cambodia. Uddelingen sker i samarbejde med vores partner Life With Dignety (LWD). Området er ramt af tørke der skyldes El Niño. FN vurderer at ca. 1,5 millioner Cambodianere er ramt af tørken.

Dagen afsluttes med en aftengudstjeneste med altergang kl.19.30 (bemærk tidspunktet) med temaet ”At give liv til håbet”. Gudstjenesten er åben for alle og vil være en optakt til sogneindsamlingen i samme uge.

Onsdag d. 6. marts kl. 14-16: Onsdagscafé – på eventyr til 60’ernes Israel. Sammen med Wivi Dalhammer sørger Valborg Kofoed-Enevoldsen onsdag efter onsdag for både dækkede borde, forplejning og koordinering af caféen og udflugterne. Denne onsdag skal vi høre Valborg fortælle om dengang i 60’erne, da hun tog i kibbutz i Israel. Info- og kulturmedarbejder Mette Lilly Nielsen sætter de historiske rammer for hendes eventyr i et ungt Israel i dagene op til Seksdages-krigen.

Onsdagscaféen er fællesskab og gode samtaler krydret med vedkommende og spændende indslag. Caféen er gratis og uden tilmelding.

 

 

Husumvold Kirke meddeler:

Onsdag d. 27. februar kl. 10-12: Husumvold Kirkes Legestue – her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd og Birte synger og leger med jer, og de sørger for hjemmebagte boller, saft, te og kaffe.

Det koster 5 kr. pr. familie at være med.

 

Torsdag d. 28. februar kl. 19: Kirkebio – Nawals hemmelighed. Instruktør: Denis Villeneuve, 2010. 

Tvillingerne Simon og Jeannes mor, Nawal, dør, og børnene får i testamentet en opgave: De får to konvolutter – en til en bror, de aldrig har hørt om, og en til en far, de troede var død. Tvillingerne rejser til Mellemøsten, og her lykkes det dem at samle brikkerne til Nawals historie; historien om en mor, de aldrig har kendt.

Sognepræst Stig Boel kommer med et kort oplæg, og efter filmen er der tid til at diskutere det, der gjorde indtryk. Øl og vand 10 kr.

Søndag d. 3. marts kl. 14: Fastelavnsgudstjeneste. Kom gerne udklædt, når sognepræst Line Bjørn Hansen og børnekorleder Christina Schimmell Rindorf holder fastelavnsgudstjeneste, hvor glade børn fra Husum og Husumvold Kirkers Spire- og Børnekor også synger med.

Efter gudstjenesten sørger kirkens spejdere igen i år for, at der kan slås katten af tønden. Når kronerne er sat på kattedronning og –konge, er der fastelavnsboller og kakao til alle. Det er gratis og uden tilmelding.

 

Mandag d. 4. marts kl. 10-12: Babysalmesang i Husumvold Kirke – Sang, musik, bevægelse – og nærvær.  Babysalmesang i Husumvold Kirke er et gratis musikalsk og rytmisk tilbud til dig og dit barn i alderen 0 – ca. 1 år. Birthe Karlsson, som underviser, er pædagog og uddannet i babysalmesang. Babysalmesangen varer ca. 45 minutter, og bagefter er der mulighed for at blive til en kop kaffe, lidt frugt og en snak med de andre forældre. Husk tilmelding til holdet på www.husumvoldkirke.dk.

Onsdag d. 6. marts kl. 10-12:

Husumvold Kirke slår dørene op for onsdagens legestue. Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd og Birte synger og leger med jer, og de sørger for hjemmebagte boller, saft, te og kaffe.

 

Det koster 5 kr. pr. familie at være med.

 

Fortællinger – Spaghetti i Husumvold – illustrator Josephine Kyhn.
Fastelavn08 – fastelavn i Husumvold – foto: Folkekirken.dk
Pear – babysalmesang i Husumvold – foto: Pixabay