Husum og Husumvold Kirker den 28. januar – 5. februar

Husum Kirke meddeler:

Torsdag d. 30. januar kl. 9: Kom til morgenandagt i Husum Kirke! Det er fællesskab, andagt og sang. Der rundes af med kaffe, morgenbrød og en hyggelig snak. Denne torsdag ved sognepræst Iben Hornshøj Sørensen.

Torsdag d. 30. januar kl. 17: Gud & Gaffel: ILD – Sognepræst Bettina Birk Jensen holder sammen med børnekorleder Christina Schimmell Rindorf gudstjeneste på børnenes præmisser med fortælling og leg. Forårets fire Gud & Gaffel tager udgangspunkt i de fire elementer; ILD – VAND – JORD – LUFT.

                                               

Denne torsdag altså over temaet “ild”. Efter gudstjenesten er der spaghetti med kødsovs, brød og grønt. Børnene kan lege, og de voksne kan få en snak. Det er gratis at spise med, og det kræver ikke tilmelding. ALLE er velkomne!

Fredag d. 31. januar kl. 10-12: Velkommen i Café SAMMEN – et hyggeligt cafémiljø. Her er der kaffe på kanden og tid til en snak. Du kan også spille kort, læse avisen eller nørkle med dit kreative projekt. Kom som du er!

 

Lørdag d. 1. februar kl. 10-12: Musikalsk Legestue i Husum Kirke. Første lørdag i måneden kl. 10.00-12.00 slår Husum Kirke dørene op, så de 1-4-årige kan synge, danse, spille musik og lege sammen med deres voksne. Organist, korleder og musikpædagog Kirsten Thorup slår tonen an. Formiddagen rundes af med brød, frugt, te, kaffe, fri leg og snak.

Legestuen er gratis, men du skal tilmelde dig holdet forinden. Det gør du på www.husumkirke.dk. Har du plads på holdet, bedes du også tilmelde dig de enkelte lørdage senest fredag til Kirsten (kontaktoplysninger findes på www.husumkirke.dk).

Mandag d. 3. februar kl. 14-15.30: Øv dansk i samtale med andre om mandagen i Husum Kirkes Tal dansk-café. Nogle cafégæster har boet i Danmark i kort tid, og andre har boet her hele livet. Alle er velkomne! Nogle gange vil I tage på små ture, andre gange hygge i kirken med kaffe og kage, mens I taler dansk sammen – der er et tema for hver gang.

Come, practice Danish in conversation with others. Everyone is welcome! We practice Danish ”hygge” and drink coffee while speaking Danish together. Every Monday has a special theme.

Vil du være med, vide mere, eller har du lyst til at være frivillig samtalepartner? Do you wish to join or know more? Kontakt Maria Sandborg på 2118 1304 / maria.husumkirke@gmail.com.

 

Tirsdag d. 4. februar kl. 19: Tid til ro og eftertænksomhed. Snup en rolig stund med aftensang og andagt i Husum Kirke. Kirkens præster leder på skift aftensangen, der bygges op over et tema, et billede, en salme, en bibeltekst eller et enkelt ord. Denne gang ved sognepræst Frederik T. Damm.

Onsdag d. 5. februar kl. 14-16: Syng med provsten og degnen – til Husum Kirkes Onsdagstræf. Onsdagstræffet er samvær og gode samtaler – krydret med vedkommende og sjove indslag, kaffe og brød. Denne onsdag kommer Husum Kirkes kordegn, Lene Korsgaard, og provst emeritus Karsten Woll og synger sammen med os:-) Det er gratis og uden tilmelding.

 

Husumvold Kirke meddeler:

Onsdag d. 29. januar kl. 10-12: Husumvold Kirkes Legestue – Der er legestue i kirken hver onsdag. Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd og Birte sørger for hjemmebagte boller, saft, te og kaffe. De glæder sig til at tage imod nye såvel som gamle deltagere. Det koster 5 kr. pr. familie. Tilmelding er ikke nødvendigt.

Fredag d. 31. januar kl. 14-16: Om Jens Rosendal. Den 88-årig tidligere højskolelærer, forfatter og digter, Jens Rosendal, har skrevet over 1000 digte og salmer og er den nulevende forfatter, der er bedst repræsenteret i Højskolesangbogen. Blandt sangene er ”Du kom med alt det, der var dig” og ”Det dybeste lag i mit hjerte”, som på kort tid er blevet folkeeje. Evy Carstens fortæller om den sønderjyske trubadur til Husumvold Kirkes Fredagsmøde.

 

(foto: Mette Lilly Nielsen)

Og sammen skal synges mange af hans kendte, og mindre kendte sange – akkompagneret af kirkesanger Nicolai Elsberg og organist Eva Maria Jensen. Som altid starter Fredagsmødet med en kort andagt i kirkerummet – denne fredag ved sognepræst Lise Mortensen. Der er gratis adgang. Kaffe og kage koster 10 kr.

Tirsdag d. 4. februar kl. 17: Lysgudstjeneste i Husumvold Kirke. Nu vender vinteren, og vi går mod lysere tider. Kom og vær med til at fejre lysets komme med en lysgudstjeneste ved sognepræst Line Bjørn Hansen. Efter gudstjenesten er der suppe at varme sig på.

Onsdag d. 5. februar kl. 10-12: Husumvold Kirkes Legestue – Der er legestue i kirken hver onsdag. Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd og Birte sørger for hjemmebagte boller, saft, te og kaffe. De glæder sig til at tage imod nye såvel som gamle deltagere. Det koster 5 kr. pr. familie. Tilmelding er ikke nødvendigt.