Klar til "Brønshøj-Husum Walks 2014" fredag den 23. maj ....

SONY DSC

Brønshøj-Husum Lokaludvalg afholder igen i år den efterhånden traditionsrige gå-quiz for bydelens seniorer. Det går løs fredag den 23. maj klokken 10.00-14.00, og deltagerne garanteres motion ikke bare til benene, men også til hjernen, sangstemmen og lattermusklerne. Dagen starter på Boldklubben FIXs boldbane hvor latterinstruktør Susanne Sivert hjælper deltagerne til et godt grin. Herefter synges Flemming Antonys sang Brønshøjs Motionsmarch, og så bliver deltagerne sendt af sted i mindre hold og skal svare på sjove spørgsmål ved poster, som er placeret i Utterslev Mose. Slutteligt slår Kulturhuset Pilegården dørene op for en hyggelig afrunding på dagen med kaffe og sandwich samt uddeling af præmier. Blandt andet udloddes gavekort til motionscenteret FIT-IN i Kulturhuset Pilegården.

SONY DSC

Her er tale om en anderledes gåtur på ca. 3 km. for 60+ borgere i Brønshøj, Husum og Tingbjerg i Utterslev Mose, som nævnt med opgaver undervejs og præmier, sandwich samt kaffe til sidst. Billetter kan købes på dagen til 30 kr.

Samarbejdspartnere

Brønshøj-Husum Walks er igen i år blevet til i et samarbejde mellem Brønshøj-Husum Aktiv Center, Walk & Talk Vanløse, Tingbjerg Pensionistklub, Husum Vænge Centret og Kulturhuset Pilegården. Billetter kan også købes i forsalg hos arrangørerne til 20 kr.

Fakta

Dato: Fredag den 23. maj 2014

Tid: Kl. 10-14

Mødested: Boldklubben FIXs boldbane (hjørnet af Pilesvinget og Brønshøj Kirkevej)

Pris: 20 kr. i forsalg og 30 kr. på dagen

Målgruppe: seniorer 60 + i Brønshøj, Husum og Tingbjerg

Rutens længde: Ca. 3 km.